Hvem vinder VM i fodbold?
VMs kvartfinaler er klar, og du kan komme med dit bud på en VM-vinder her.
De fire kvartfinaler ved VM i Brasilien er klar. De næste dage skal de otte tilbageværende hold hvile ud, inden det fra fredag går løs med to kvartfinaler og lørdag de to sidste.
Fredag er det Frankrig og Tyskland, der mødes i et klassisk europæisk opgør, mens det senere på aftenen er to sydamerikanske hold, der skal kæmpe om en plads videre i turneringen.
Her er det værterne fra Brasilien, der med en hel nations enorme forhåbninger på skuldrene skal møde den positive VM-overraskelse Colombia, der hidtil har været suveræne og har scoret 11 mål i fire kampe.
Belgien i fremgang
Lørdag gælder det de to sidste kvartfinaler mellem Argentina og Belgien samt Holland og Costa Rica.
Argentina har fået sig slæbt videre uden at imponere og måtte i går i forlænget spilletid, inden Angel di Maria kunne sikre en 1-0-sejr mod Schweiz.
Omvendt indfriede Belgien i går aftes en del af de store forventninger, der har været til det velbesatte hold, da de især i anden halvleg sprudlede offensivt mod USA. Denne kamp måtte dog også i forlænget spilletid, inden Belgien kunne sikre sig en 2-1-sejr.
Holland møder ligeledes lørdag overraskelsen Costa Rica i en kamp, hvor europæerne må anses for at være favoritter. Men Costa Rica har tidligere i turneringen med sejre over Uruguay og Italien vist, at de kan slå stærke hold.
Skriv dit bud på en VM-vinder herunder.