Ny chef, ny spiller og nye skader
Fodbold: AGF’s tilstand en måned før den første kamp testes i træningsdyst mod Randers FC i dag.
I går sad Jacob Nielsen på sit direktørkontor i Randers FC. I dag tager han plads på tribunen på AutoC Park som AGF-chef. Tilfældigvis spiller AGF testkamp mod Randers FC, som mandag sagde farvel til Jacob Nielsen efter 12 år.
Nu er han direktør i Aarhus Elite, manden med ansvaret for den daglige drift, og alt tyder på, at en af de første spillere, han kan være med til at ansætte, er Andreas Laudrup. Tirsdag formiddag har AGF i hvert fald indkaldt til pressemøde med en ny spiller på dagsordenen.
Michael Laudrups søn med en fortid i blandt andet FC Nordsjælland skulle have gennemgået et lægetjek i AGF, men træner Morten Wieghorst, som indtil for nylig var assistent for netop Michael Laudrup, holdt masken, da han blev forelagt det sejlivede rygte.
»Jeg kan ikke sige så meget. Men vi får nye folk ind, det er helt sikkert,« kommer det fra Morten Wieghorst, der ellers godt kunne bruge et par ekstra spillere til dagens testkamp.
Ude med småskader er Alexander Juel Andersen, Orri Sigurdur Ómarsson, Martin Jørgensen, Edafe Egbedi, Jesper Lange, Marcus Solberg og David Devdariani. Det betyder, at der kun er tre markspillere samt reservemålmand Lukas Fernandes på bænken.
»Vi har småskavanker, der skal tages hensyn til. Det vigtigste er, at det ikke udvikler sig til længere skader. Det er jeg meget opmærksom på. Vi vil gerne have givet spilletid til så mange som muligt mod Randers FC, men hvis der er småting, der gør, at de skal sidde over, så skal de gøre det nu. Vi har en måned til turneringsstart, så det gælder om at være lidt klog på det punkt,« siger AGF-træneren.
Spiller til eksamen
Det spiller også ind, at AGF allerede på lørdag skal i kamp igen, denne gang mod FC Midtjylland i Grindsted. Til den kamp skulle flere af de småskadede AGF’ere nå at blive klar.
Med i AGF-truppen i dag er prøvespiller Nicolai Johannessen, der er kommet fra FC Nordsjælland efter kontraktudløb. Han har trænet i AGF siden mandag og får chancen i midterforsvaret mod Randers FC.
Oplagt mulighed
»Efter kampen kommer der en melding på ham. Vi skal først lige tale med ham og hans repræsentant, og nu ser vi lige, hvordan han spiller mod Randers FC. Men han har gjort det fint i løbet af ugen,« siger Morten Wieghorst.
Den unge stopper glæder sig til at spille en kamp, selv om det i første omgang var meningen, at han kun skulle træne i AGF til i lørdags.
»Men det var oplagt at blive og spille denne kamp. Så kan jeg vise mine færdigheder frem. Jeg glæder mig bare til at få spillet noget fodbold, og så håber jeg på, at det bliver til noget med AGF,« siger Nicolai Johannessen.
Med den ventede tilgang af Andreas Laudrup kan det betyde, at en spiller som Hjalte Nørregaard ikke bliver i AGF. Egentlig er Hjalte Nørregaards kontrakt udløbet med udgangen af juni, men den erfarne midtbanespiller er med i truppen til dagens testkamp og havde ikke sidste arbejdsdag i går i AGF.
»Uanset hvad er det bedst for mig at træne med andre, frem for at skulle holde formen ved lige for mig selv,« siger Hjalte Nørregaard om situationen. Om Nørregaard har en fremtid i AGF, vil derfor først vise sig i løbet af nogle dage eller uger, afhængigt af, om AGF fortsat har mange spillere ude af spillet med småskader.