Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB satte rekord og skuffede

Udsigten til Superligaens førsteplads var ikke nok til at give AaB blodtørst.

Med et point mod FC Vestsjælland søndag eftermiddag satte AaB ny klubrekord, men holdet missede samtidig chancen for at nappe Superligaens førsteplads.

Når man vinder 4-1 ude over AGF og gør det så overlegent, at modstanderen efterfølgende fyrer sin træner, så bør det utvivlsom give selvtillid. AaB lignede da også et hold med tro på egne evner. Men i dag flyttede troen ikke mange bjerge, og hjemmeholdet måtte nøjes med 0-0 i en kamp, de ellers havde fuld kontrol over.

Det var 15. kamp i træk, at AaB kunne forlade Aalborg Stadion med point i lommen. Det er aldrig sket før. Men for at blive dansk mester skal man også få point på udebane. Det har AaB også formået, og kampen mod FC Vestsjælland var den tiende betydende kamp i træk uden nederlag.

Men så bør snakken om et mesterskab også stoppe. Skal det komme på tale, bør man vinde hjemme over et af ligaens bedste bud på en nedrykker. Isæt når kampe mod FC København, Brøndby og FC Midtjylland venter lige om hjørnet.

Svært ved at få overtaget

Ingen af holdene magtede at få overtaget i kampens begyndelse, der bølgede frem og tilbage, men mest lå spejlblankt på midten af banen. Når der endelig tegnede sig krusninger på overfladen, kiksede den afgørende aflevering, eller skuddet blev blokeret.

AaB's Kasper Pedersen bliver holdt nede af Vestsjællands Edward Junior Ofere.

De få chancer FC Vestsjælland spillede sig til, kunne de takke AaB’erne for. Rasmus Thelander forærede gæsterne en kæmpe mulighed, da han spillede en vestsjællænder direkte i fødderne midt på egen banehalvdel.

Senere i første halvleg gjorde Nicolaj Thomsen ham den tvivlsomme kunst efter, men begge gange endte det med halvslatne afslutninger, der aldrig blev farlige.

Allan Gaardes store bedrift

Anderledes truende var AaB, der i løbet af halvlegen fik overtaget med flot, kontrolleret pasningsspil.

På kanterne markerede Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen sig igen som profiler på et talentfuldt AaB-hold, og man kan ikke bebrejde sportsdirektør Allan Gaarde, hvis han indimellem gnider sine lange hænder og griner skælmsk, når han tænker på, at han fik lov at beholde begge spillere i dette transfervindue.

Skal AaB gøre sig nogen forhåbninger om et mesterskab, skal det ske med de to spirevipper som arkitekter.

Akkompagneret af to meget offensive backer blev det flere gange farligt inde foran mål. Kasper Kusk lagde en flad bold ind i feltet, hvor Rasmus Jönsson havde alle muligheder for at placere skuddet med indersiden, men svenskeren ramte end ikke bolden.

De flade indlæg var vejen frem for AaB. På den måde fandt holdets meget offensive højre back, Patrick Kristensen, Kasper Risgård midt i feltet, og selvom venstrebenet skulle gøre arbejdet færdigt, burde han have scoret.

Force og akilleshæl

Til tider blev de offensive backs dog også AaB’s akilleshæl, fordi det efterlod holdet sårbart over for hurtige omstillinger. FC Vestsjælland brusede flere gange mod hjemmeholdets mål i overtal, hvor kun de to midterforsvarer og en defensiv Rasmus Würtz kom med tilbage. Heldigvis for AaB manglede udeholdet kynismen, og det blev aldrig rigtig farligt.

Vestsjællands Edward Junior Ofere i nærkamp med AaB's Kasper Risgaard.

Et langskud fra Patrick Kristensen efter 75 minutter, var første gang i anden halvleg, AaB viste antræk til noget seriøst. Ti minutter senere fik Søren Frederiksen en gigantisk mulighed, da en bold dumpede ned for fødderne af ham. Men Thomas Mikkelsen i målet fik reddet, og AaB-angriberen var tilmed listet i offside-position.

Selvom AaB styrede begivenhederne og langsom fik bygget op til et vedvarende pres, så løb tiden fra hjemmeholdet, der vil og bør være skuffede over, at det kun blev til et enkelt point.