Fortsæt til indhold
Fodbold

AaB legede sig i pokalsemifinalen

Nordjyderne udspillede AGF og gik smertefrit videre i pokalen med en klar sejr: 4-1.

Ni gange har AGF vundet pokalfinalen. Den 10. triumf ligger ikke lige for. Mildest talt.

I aftes blev aarhusianerne kylet ud af årets knald-eller-fald-turnering, da AaB var inviteret til jysk kvartfinale i Aarhus.

Til vinderen af kvartfinalen, AaB, venter en på papiret overkommelig modstander, enten Vejle Boldklub eller AC Horsens, begge fra 1. division og over to kampe. Modstanden i aftes var også til at overkomme.

Due listede forbi

Allerede efter halvandet minut fik Anders Due lov til at liste forbi AGF’s venstre back, Mikkel Kirkeskov, og tværafleveringen fik Nicolaj Thomsen sparket i mål.

Den tidlige træffer rystede AGF og gav tilsvarende AaB overskud. Således sværmede især Kasper Kusk i AGF’s målfelt, og efter en halv time gik det igen galt for AGF’s vaklende forsvar.

Igen var Anders Due involveret. Hans tjat til bolden traf Danny Olsen på benet, og så rullede bolden i nettet til Olsens første scoring for AGF. Blot i den forkerte ende af banen.

Billig sluppet for AGF

Inden pausefløjtet måtte Johan Bjørdal heade væk på målstregen, så 0-2 var billigt sluppet for AGF, der fra starten af anden halvleg smed David Devdariani og Jesper Lange i kamp i stedet for nipserne Casper Sloth og Osama Akharraz.

AaB’erne virkede generelt mere boldsikre og bedre sammenspillet end hjemmeholdet, der famlede sig frem og som oftest kom et til to skridt efter modstanderne.

Martin Jørgensen blev noteret for to skud på mål, inden veteranen blev skiftet ud efter en times spil. Det var alt, AGF evnede at spille sig frem til på en times fodbold.

Perlemål

Imens skrålede AGF’s mest trofaste fans en sang om at de ville have tre point – svært at få i en pokalkamp – alt i mens de fyrede krudt af, som var det selve finalen, de var til, og som om de havde luret, at dette var sidste kamp i denne omgang.

AaB lukkede endegyldigt kampen med et perlemål, da Kasper Risgård med hælen smart spillede banens bedste, Kasper Kusk, fri til en simpel træffer.

Patrick Kristensen hamrede kuglen ind til 4-0, endnu en fornem scoring.

»Vi havde regnet med, at det ville blive en svær kamp. Vi spillede godt og gjorde det vanskeligt for dem. Vores hurtige mål gjorde det en del nemmere for os,« konstaterede Patrick Kristensen, som ikke ville købe, at AaB allerede er finaleklar med to semifinaler mod et hold fra den næstbedste række.

»Nej, vi har tidligere haft vanskeligheder mod lavere rangerende hold. Vi ved, at de vil vinde lige så meget som vi vil. Det er stadig gode hold. Men vi glæder os til at finde ud af, hvem vi skal møde,« kom det fra AaB-backen.

Galgenhumoristisk fan

Kasper Kusk med det svævende glid med bolden er med i landsholdets trup til onsdagens kamp mod England, og han lignede langt mere en landsholdsspiller end AGF’s Danny Olsen og Casper Sloth, som også er udtaget til næste uges dyst på Wembley.

Danny Olsen var denne gang placeret på højrekanten, en position, han ikke fast har spillet det seneste halve år i FC Midtjylland og næppe dér, Morten Olsen har tiltænkt ham en rolle. Mod AaB fungerede det ikke. Og Casper Sloth viste ikke alverden i de 45 minutter, han var på banen.

På et tilfældigt mål fik AGF reduceret 10 minutter før tid, hvorefter en lokal fan galgenhumoristisk konkluderede: ”Nu har vi dem!”. Men nej.

»Vi var for ringe, AaB var gode. Vi så passive ud i vores handlinger, og vi ramte ikke dagen samtidig med, at AaB spillede flot, så blev det en ulige kamp,« erkendte AGF-angriberen Jesper Lange, der i det mindste tilførte sit hold lidt tiltrængt aggressivitet, da han blev skiftet ind efter pausen.