Danmark fik en værdig VM-død
En dansk mirakelsejr blev ødelagt af et italiensk mål til 2-2 i overtiden.
Ingen Copacabana, ingen Rio, ingen samba, ingen VM i fodbold i sommeren 2014.
Stævnet skal nu nok blive gennemført, men det bliver uden dansk deltagelse. Det vil ikke mange andre end danskere begræde efter at en forfejlet VM-kvalifikation med 2-2 mod Italien aflivede Danmarks sidste chance.
Det var trist og fredag aften også en ufortjent skæbne. Danmark gjorde så meget rigtigt og medlidenheden hang så afgjort i luften efter slutfløjtet. Det var dog de samme spillere, der senest tabte 0-4 til Armenien i Parken og dermed grundlagede det sørgelige facit.
Men hvor gav det bare ulidelige danske fantomsmerter, da indskiftede Alberto Aqualini heldigt rettede et indlæg af og udlignede til 2-2. Dybt inde i overtiden og fodboldondskab fra øverste hylde.
Sølle pointhøst
Matematisk kan Danmark stadig nå gruppens andenplads ved at vinde tirsdagens sidste kamp mod Malta, men pointhøsten er så sølle, at danskerne ikke kan komme blandt otte af de ni to’ere, som får en ekstra chance i to play-off kampe. Det var det. Et år uden betydende landskampe venter forude.
Morten Olsen havde på forhånd snakket om vigtigheden af igen at have fyldt Parken. Rigstræneren talte om national stolthed og ansvaret for at bringe følelsen tilbage i danskerne.
Måske havde de 37.000 landsmænd i Parken hørt budskabet. Endelig var der igen gåsehud, da det yndige land skulle omtales i sangform. Sådan burde det være hver gang, men det kræver altså fuldt hus og noget på spil. Selv den største og mest kolde kyniker med dansk pas må have nydt momentet.
Det plantede med sikkerhed endnu mere energi i spillerne. Danmark ville det som ventet mest mod et italiensk hold med pæn afstand til stærkeste opstilling.
Hurtigt kunne man se omridset af et dansk problem. Ikke mange kan organisere som fodboldspillende italienere. Det krævede noget ekstra at nedbryde og det havde danskerne i ringe grad før pausen.
Massive problemer
De massive problemer forplantede sig til tribunerne, hvor folket gik i bekymret venteposition. Med rette. Italienerne ville tydeligvis ikke slå ihjel for at vinde den kamp, men klasse fornægter sig ikke. Slet ikke, da Pablo Osvaldo trådte frem med noget af det lækreste fra skattekammeret i dette unikke spil. Hans første berøring gennem benene på Daniel Agger, hans modsatrettede løb og kliniske afslutning. Ren nydelse, men i stedet for at klappe af det store moment, røg vreden i retning af Niki Zimling. Hans håbløse opspilsfejl blev straffet og de danske drømme var på vej igennem makulatoren.
Tristessen fortsatte. Danskerne spillede sig ikke til noget. Christian Eriksen prøvede ihærdigt, men fik ingen støtte og da slet ikke fra spøgelsesspilleren Martin Braithwaite på kanten.
Midt i spillet mod den robuste italienske mur kom så gennembruddet. Og det store gensyn med Nicklas Bendtner. Totalt tilgivet for sine dumheder af publikum ved præsentationen og dernæst hævet tilbage på sin kongetrone i dansk fodbold.
Han satte sig selv derop, da han klogt trak mod bagstolpen og headede glimrende Michael Krohn-Dehlis indlæg i mål til 1-1. Det var 1. halvlegs sidste aktion og det ultimative billede på, at fodbold er umuligt at gøre sig klog på, om end mange hundrede millioner mennesker på kloden gør det dagligt.
Målet gjorde alt ved Danmark. Det hele blev bedre. Eriksen fandt flere rum og det høje presspil var justeret helt perfekt.
Smukt frispark
Christian Eriksens smukke frispark rent på stolpen var ulykkeligt, men virkede som endnu en lykkepille på de 37.000 landsmænd. Det ene hjørnespark afløste det andet. Med publikum stående ved deres siddepladser.
Igen kom det forbandede københavnske aluminium i vejen for ekstasen. Andreas Bjelland kløvede bolden på trekantsammenføjningen efter endnu et hjørnespark. Må målrammen ned mod Trianglen blive skåret op og kørt på forbrændingen i weekenden.
Igen var danskerne på vej en anelse ned i niveau, da den dynamiske duo Krohn-Dehli og Bendtner slog til igen. Et indlæg, en nærkamp og Bendtner med de velorganiserede lokker på bolden sidst.
Han smed trøjen og den slags hader Morten Olsen. Men han tilgav med sikkerhed, som han har måttet gøre det så mange gange med denne utrolige fodboldspiller fra Amager.
Til sidst var ren overlevelse og nerver i Parken. De bange anelser blev bekræftet og det kom ud af ingenting, da en returbold ind i feltet blev rettet af og Danmark sendt i knæ.