Fortsæt til indhold
Fodbold

Silkeborg-point efter dramatisk afslutning

En kedelig kamp mellem Silkeborg og Horsens blev alligevel dramatisk i slutningen.

JANNICK RASMUSSEN

Det lignede en nulløsning mellem Silkeborg og Horsens, og begge hold virkede tilfredse med en pointdeling. Det sidste skulle også blive tilfældet, men tilskuerne fik to sene mål – et til hver – i den ellers begivenhedsfattige kamp.

Det skulle blive to indskiftningsspillere, der sørgede for den sene underholdning.

Først var det Horsens' træner, Johnny Mølby, der så ud til at afgøre kampen med sin beslutning fra bænken. Han hev Jude Nworuh ud af kampen og erstattede ham med André Bjerregaard.

Lignede spinkel sejr

Bare et minut efter – et kvarter før tid – scorede Bjerregaard. Han modtog bolden i straffesparksfeltet og selv fra en lidt spids vinkel sørgede han for 1-0-sejren til Horsens.

Det lignede en spinkel sejr på et tyndt grundlag til Horsens, men i dommerens overtid udlignede Martin Svensson, der var kommet på banen seks minutter før tid. Det mindede om et saksespark, og bolden blev rettet af, inden den fandt netmasken til 1-1.

Inden det sidste kvarter havde tilskuerne stået model til en kedelig kamp.

Defensivt udgangspunkt

Silkeborgs udgangspunkt var defensivt fra begyndelsen, men taktisk virkede det klogt af Keld Bordinggaard. Horsens mødte op som et af ligaens bedste udehold qua sit stærke kontraspil. Ved at holde solid organisation lukkede Silkeborg effektivt ned for Horsens særligt i kampens første halve time.

Da fik Silkeborg mere plads til at udføre sot omstillingsspil og var det farligste hold i denne periode. Jesper Bech var i fri position og kunne argumentere for et straffespark, og kort efter blev Christopher Poulsen spillet helt fri af Christian Holst, men hans flade afslutning strøg forbi stolpen.

I halvlegens sidste kvarter viste Horsens endelig større aggressivitet og fik til tider lagt et pres på hjemmeholdet. Ken Fagerberg burde have scoret med hovedet efter et flot gennemspillet angreb.

Horsens forsøgte

I anden halvleg forsøgte Horsens i størst grad at skabe kampen, men opspillet var for langsomt og upræcist på dagen. Når Silkeborg endelig angreb var det ofte med større snert. Men for begge holds vedkommende var scoringsmulighederne meget sporadiske.

Man havde indstillet sig på 0-0, men pointmæssigt blev udfaldet altså det samme med slutresultatet 1-1.

Dermed fik Silkeborg et vigtigt point til bundstriden, mens Horsens sidder fast i ligaens midte.