Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF blæst omkuld i Parken

AGF's skabte en lige kamp i 55 minutter, men så faldt forsvarsværket sammen med et brag.

Daniel Hedelund | Mikkel Hemmer-Hansen

Et par forkerte beslutninger i løbet af fem sekunder.

Mere skulle der ikke til for at vælte AGF omkuld i København.

Gæsterne fra Aarhus spillede fint med i næsten en time af opgøret og var faktisk ved at tilkæmpe sig et mindre spilovertag, men så gik det galt i et OL-splitsekund med mangel på opmærksomhed og omtanke.

Lækre detaljer og Laudrup-lob

Backen Mikkel Kirkeskov sendte en svær ballonbold op mod angriberen Søren Larsen, der midt på banen med ryggen til målet steg til vejrs og uforståeligt headede bolden direkte hen i fødderne på FCK’s Christian Bolaños, der dermed fik foræret et kontraangreb.

Han drev kvikt frem, inden han Laudrup-loppede bolden over AGF-forsvaret, der på dagen mere lignede charterferie-fædre end fodboldspillere. Afleveringen ramte Santin. Smukt flugtede han bolden ind over en fremadstormende Steffen Rasmussen.

1-0 til FCK.

Det ene mål fik AGF til at eksplodere og falde helt fra hinanden.

Som dag og nat

I løbet af 25 minutter scorede FC København to mål mere, og César Santin tillod sig endda at banke et straffespark op på overliggeren.

AGF’s første time var opløftende og organiseret. Den sidste halve var pinlig og bekymrende.

Sejren bringer FCK helt alene på førstepladsen. Trods FC Nordsjællands og OB’s sejre i weekenden skal de to klubber virkelig holde fat, hvis ikke FCK skal spurte fra i toppen allerede nu. Med tre point ned til OB har københavnerne endda noget at tære på.