John Stampe satte sig på bolden

John Stampe satte sig på bolden nede på sin egen banehalvdel. Midt i kampen mod Lyngby.

En protest over, at Lyngby endnu en gang stillede sit hold op foran eget felt og ikke havde lyst til at vove sig frem på banen. Så AGF’s fejekost i forsvaret, John Stampe, trådte på bolden, og satte sig ned og gloede. Så kunne de lære det. Hvis Lyngby ikke gad spille en fodboldkamp, så gad AGF da heller ikke.

Få mennesker har sat sig så markante spor i Aarhus som John Stampe, en forholdsvis lille knægt ude fra Aabyhøj, hvor hans far, Peder, var bestyrer af klubhuset i Aabyhøj Idrætsforening, og hvor hans mor, Agnes, hjalp til.

John blev forkælet

Her voksede John Stampe op, i et miljø med højt til loftet, men også med krav. De yngste fodboldspillere skulle tage en del af slæbet, det var ikke nok bare at smide kontingentkronerne og så træne. Der var uddeling af gevinster til det ugentlige banko-spil på Aaby Kroen årtier inden, at rygning - endsige den passive del - blev vurderet som sundhedsskadeligt. Der var assistance, når tivoli kom til byen, og når der skulle deles telefonbøger ud i villaerne på de små veje ud af Silkeborgvej.

I familien var John den yngste, og hans far jublede, da han fandt ud af, at John kunne spille fodbold. Så blev græsplænen i haven klippet, og to mål banket sammen. John Stampe blev forkælet, men han kunne holde til det og han brugte det til at tage ansvar.

Egentlig var John Stampe for langsom til at spille i forsvaret. Han var ikke ret høj og derfor ikke en typisk stopper. Det var slet ikke gået i vore dage. Men han opvejede den manglende hurtighed med andre lige så vigtige evner: Han kunne læse spillet, forudse hvor modstanderne ville slå til, og så var han i udpræget grad det, der nu kaldes en spillende forsvarer. En af dem, der havde teknik og som ubesværet kunne slå en præcis, diagonal pasning. Han skabte så meget plads om sig, at han kun sjældent blev presset.

En gang imellem blev der bandet, når John Stampe nede fra forsvaret sparkede bolden op mod hjørneflaget, for så vidste fløjen, at en længere løbetur ventede. Og hvis vedkommende ikke fik fat i kuglen, blev der råbt højt nede fra den lille iltre sweeper.

En udpræget vinder

Når John Stampe trak den hvide bluse på og gik ind på stadion, lukkede han alt andet ude. Holdkammeraterne, der på træningslejrene spillede kort med Stampe eller i ny og næ hang ved baren på en beværtning og hyggesnakkede med ham, kunne næsten ikke fatte, hvor stor forskellen var på Stampe på og uden for banen.

Formålet stod klart: John Stampe ville vinde for enhver pris, og hvis det indebar, at han verbalt var nødt til at tænde op over for en holdkammerat eller to, så gjorde han det. Få har fået så mange skældud som backen Bent Wachmann, der spillede ved siden af John i forsvaret. Det er overflødigt at nævne, at de to blev bedste venner. Med John Stampe var det enten eller. For de fleste, bortset fra de sarte, var det enten. Det var uhyre vanskeligt ikke at holde af gavflabens charme.

Der var ild i John Stampes øjne, et drilsk et, men ikke ondskabsfuldt. Han gjorde det af kærlighed og fordi, han dybest set brød sig om de mennesker, han nu engang var på hold med eller arbejdede sammen med. Pas dit arbejde, så hygger vi bagefter. Laver du en fejl, får du det at vide. Men jeg bærer ikke nag.

Da AGF’s mesterhold fra 1986 blev samlet 25 år efter triumfen, kunne man tydeligt se skelettet af det hierarki, der var på holdet dengang. John Stampe ville gerne have sig frabedt at være leder, jo måske i forsvaret og altså inde på banen, men det var vanskeligt at overse, at John Stampe på flere planer havde været en samlende figur. Udadvendt, også efter at fodboldkarrieren stoppede, social, og en af dem, der fulgte med i, hvordan gutterne klarede sig siden hen. Hvis en af dem blev skilt eller kom i økonomisk uføre, kunne John Stampe godt finde på at ringe op og lige spørge: ”Hva’ så, går det? Skal vi lige tage en kop kaffe?«

Fordi han brød sig om dem. De var hans venner, de havde sammen stået nøgne under bruseren med nederlag og sejre i kroppen, de havde sammen evalueret kampen over en pilsner, da stadion var tømt og de havde sammen forsøgt at undgå at blive opdaget af træneren på et diskotek en sen nattetime på træningslejr i Sydeuropa.

Døren stod åben

Der var udpræget rummelighed i den lille mands livssyn, og samme måde at anskue livet på fandt han hos Vibeke. Sammen fik de tre børn, Martin, Alexander og Nanna, og der var rigeligt at se til med Alexander, der blev født med Down’s Syndrom og Nanna, der i en ung alder kom ud for et slemt trafikuheld. Men døren stod altid åben hjemme hos John og Vibse, og da AGF hentede Morten Donnerup til klubben, begyndte Morten og hans familie tilværelsen i Aarhus med at bo i en campingvogn i familien Stampes forhave. Her var plads. Fællesspisning inkluderet, opvasken deles vi om og Morten kan klippe hækken ved lejlighed, hvis han kan finde ud af det. Noget for noget på den gode måde.

Selv hvis du ikke talte med ham mere en gang, følte du, at du kendte John Stampe. Han vidste, hvad han stod for, han havde ikke brug for at nogen skulle se ham i et bestemt lys. Du kunne tage ham, som han var. Eller lade være.

Alle, der har set John Stampe spille fodbold, vil derfor stadig se ham, næste gang vi er på stadion.

Så sidder han derude, midt på banen, solen skinner, og han ligner en dreng, der har sat sig på en bold.