Spansk dominans på JP's All Star-hold
Semifinalisterne dominerer voldsomt Jyllands-Postens All Star-hold. Er du enig i holdet?
Jyllands-Posten dækkede det netop afsluttede europamesterskab i fodbold intenst.
Efter søndagens finale gik avisens udsendte, Troels Henriksen, i tænkeboks for at pege på netop de 11 spillere, som fortjener en plads på EM's All Star-hold.
Holdet kan ses herunder, hvor du i kommentarfeltet nederst i artiklen kan give din mening til kende. Har JP ramt rigtigt i dine øjne?
All Star-holdet
Holdet ifølge Jyllands-Postens udsendte medarbejder, Troels Henriksen:
Træner: Cesare Prandelli, Italien
Forklaring: Hvad kunne Prandelli have gjort i finalen? Ikke rigtigt noget. Han kunne ikke forhindre, at Giorgio Chiellini gik i stykker efter 20 minutter, og at Motta gjorde det efter 60. Det var måske overilet at bruge alle udskiftninger, før der var gået en time, når Prandelli vidste, at flere af hans spillere var på randen af fibersprængninger og forstrækninger, men hans spillere var udmattede, og han måtte gøre noget. Indtil finalen havde Prandelli vist sig som turneringens bedste taktiker. Det var genialt at spille 3-5-2 mod Spanien i første kamp, og Prandelli overstrålede Joachim Löw taktisk i semifinalen. Italieneren har fået "Azurri" til at spille offensivt med godt spil over kanterne, og Italien er et forvandlet landshold.
Målmand: Iker Casillas, Spanien
Forklaring: En næsten fejlfri slutrunde af San Iker, som spanierne kalder ham på grund af hans kølighed og balance. Derudover reddede han flere 100 pct. chancer, der kunne have fået Spanien til at tabe, og Portugal misbrugte to af fire forsøg i straffesparkskonkurrencen.
Hvordan kan man være turneringens spiller, når man ikke scorer? Ved at spille på et uhørt højt niveau teknisk, taktisk og kollektivt.Troels Henriksen
Højre back: Philipp Lahm, Tyskland
Forklaring: Ja, han spillede venstre back under dette EM, men han er højrebenet, så denne tjans klarer Tysklands anfører let. Lederskikkelsen led et knæk, da Lahm skred uden at takke de fantastiske, tyske fans efter nederlaget til Italien, men han er fortsat blandt turneringens to bedste backs.
Midterforsvar: Sergio Ramos, Spanien
Forklaring: Valget mellem Ramos og Pique er ikke let, men Ramos er mere dynamisk offensivt, og så var han semifinalens bedste spiller. "Panenka-chippet" i straffesparkskonkurrencen mod Portugal gjorde Ramos til en helt i Spanien.
Midterforsvar: Pepe, Portugal
Forklaring: Sindssygt aggressiv i duelspillet og flere essentielle indgreb gør Pepe til et oplagt valg foran Pique, Mats Hummels og Daniel Agger. Portugiseren holdt sig under EM på den rigtige side af vanviddet, og så er han en verdensklasse-forsvarsspiller.
Venstre back: Jordi Alba, Spanien
Forklaring: Hvor kom han lige fra? Man er naturligvis en international topspiller, når man spiller i Valencia, men Alba tog lige skridtet ind i verdensklassen med sin turnering og især sin finale. Da spillede FC Barcelonas nye venstre back med et uhørt overskud og scorede til 2-0.
Central midtbane: Sami Khedira, Tyskland
Forklaring: Det tyske kraftværk på midtbanen har udviklet sig enormt i Real Madrid. Khedira er blevet en klassespiller offensivt, og han overstrålede sin makker Bastian Schweinsteiger under hele slutrunden.
Central midtbane: Andrea Pirlo, Italien
Forklaring: Da Pirlo efter finalen stod med røde øjne og så Spanien få overrakt pokalen, vidste han, at dette nok var sidste gang, han stod i en slutrundefinale. Pirlo er 33 år, men han spillede med et sindssygt overblik, og var sublim teknisk i næsten alt, han foretog sig. Italien var ikke kommet i finalen uden ham, og han var turneringens næstbedste spiller.
Højre kant: Andrés Iniesta, Spanien
Forklaring: Turneringens bedste spiller ifølge Jyllands-Posten har det bedst på venstrekanten, men han begyndte i højre side i finalen og vandrer rundt overalt. Hvordan kan man være turneringens spiller, når man ikke scorer? Ved at spille på et uhørt højt niveau teknisk, taktisk og kollektivt. Iniesta var eneste spanier med overskud i alle kampene.
Offensiv midtbane: Mesut Özil, Tyskland
Forklaring: Egentlig burde han slet ikke kunne være en spiller på internationalt topniveau, når han ikke kan lave et ordentligt genpres eller lave mål på de mest oplagte chancer. Özil er dog så stor en nydelse at se på i spillet med bolden, at han ikke er til at komme uden om. Heller ikke på All Star-holdet.
Venstre kant: Cristiano Ronaldo, Portugal
Forklaring: Man troede efter to kampe, at han skulle rejse hjem efter en personligt skuffende, ja næsten ydmygende turnering. Så skød Ronaldo egenhændigt Portugal i kvartfinale og semifinale, men skulle han ikke have sparket lidt før i straffesparkskonkurrencen?
Angriber: Zlatan Ibrahimovic, Sverige
Forklaring: Hvordan kan man ende på All Star-holdet med kun tre kampe til EM? Det kan man, fordi denne turnering var så pinligt fattig på centrale angribere på højeste niveau. Det siger alt, at topscorerværdigheden blev delt af seks spillere med tre mål. Zlatan hev ene mand et svensk hold op på acceptabelt niveau efter to en halv fremragende kampe.
Bænken: Gianluca Buffon (målmand, Italien), Gerard Pique (midterforsvar, Spanien), João Pereira (højre back, Portugal), Alan Dzagoev (kantspiller, Rusland), Cesc Fabregas (offensiv midtbane, Spanien), Mario Gomez (angriber, Tyskland).
Er du enig i JP's All Star-hold? Giv din mening herunder.