Fortsæt til indhold
Fodbold

Carlsberg følger FCK-ballade tæt

Bryggeriet er storsponsor for fodboldklubben med et sponsorat, der løber til og med næste år.

FCK's hovedsponsor, Carlsberg, følger opgøret i bestyrelsen og udmeldingerne om det børsnoterede selskabs planer for fodboldholdet tæt.

Carlsberg er hovedsponsor for både FCK og Parken, og det er uden sammenligning den største og dyreste sponsoraftale i dansk fodbold.

Senest har det detroniserede bestyrelsesmedlem Jørgen Lindegaard, der var LD's repræsentant i Parkens bestyrelse, fortalt, at han mener, at hovedaktionærerne er ligeglade med fodboldholdet.

»Man kan ikke gøre alt op i kroner og øre, og fodbold handler ofte om relationer. Det har Skjærbæk (hovedaktionær Erik Skjærbæk, red.), og jeg selv været meget uenige om, og min exit er et tydeligt signal om, at han ikke tåler at blive sagt imod. Jeg har lagt vægt på det sportslige, og det havde Erik Skjærbæk overhovedet ingen forståelse for,« sagde Jørgen Lindegaard efter den turbulente generalforsamling mandag.

Carlsbergs internationale sponsorchef, direktør Keld Strudahl, vil ikke blande sig i opgøret mellem LD og de to øvrige storaktionærer, men bryggeriet har tidligere luftet sin bekymring for, hvorvidt der ville være nok fokus på fodbolden.

Et flagskib i blæst

Carlsberg bruger ofte Parken til markedsføring og har en stor lounge på stadionet.

»Sponsoratet af FCK er vigtigt for os. Det er Danmarks fodboldflagskib, og Parken er Danmarks nationalstation. Der skrives lige nu en del om uro omkring selve fodboldforretningen, men jeg håber, at det ikke bliver noget langvarigt,« siger Keld Strudahl.

Er kvaliteten af fodboldholdet del af aftalen om sponsoratet?

»Vi forventer, at FCK er blandt de bedste i Danmark, og at de også fortsat vil kunne skrive kontrakt med spillere, der sikrer en international profil. Hvis der i fremtiden kun bliver tale om et middelmådigt hold, passer vores ambitioner i forhold til sponsoratet ikke,« siger Strudahl.

Carlsberg har i dag en sponsoraftale, der løber til og med 2012.