Fortsæt til indhold
Fodbold

Lynramt spiller tilbage på stadion

Tre måneder efter, at han blev ramt af lynet og var tæt på at miste livet, var Jonathan Richter lørdag tilbage på Farum Park.

Tre måneder skulle der gå før 24-årige Jonathan Richter kunne forlade Hvidovre Hospital for at tage plads blandt sine venner på Farum Park. Det skriver Ekstra Bladet.

Det var ganske vist ikke som spiller, men som tilskuer, da FC Nordsjælland lørdag tabte 2-0 til topholdet OB. Det er samtidig et tegn på, at han har overvundet den mest kritiske del af perioden efter, at han den 20. juli blev ramt af lynet under en træningskamp i Hvidovre.

"Det var en lettelse for mange bare at se ham. Det er dejligt," fortæller FC Nordsjællands Morten Karlsen, der kalder Richter for "den største figter, han kender", til Ekstra Bladet.

Stærk fysik

Jonathan Richter svævede i tiden efter ulykken mellem liv og død, men han overlevede formentlig takket være sin stærke fysik. Han er dog fortsat indlagt på sygehuset for at genoptræne, fordi han har fået venstre underben amputeret .

FC Nordsjælland-spilleren fik hjertestop umiddelbart efter lynnedslaget. En hurtig indsats af fysioterapeut Anders Jensen og Hvidovre-spilleren Jesper Skak Nielsen forhindrede formentlig, at han gik bort, og efter en uge i koma vækkede lægerne på Hvidovre Hospital den 24-årige fodboldspiller. I første omgang var der gode nyheder, da Jonathan Richters hjernefunktion var normal, men han har siden i samråd med lægerne besluttet at afsætte sit forbrændte venstre ben.