Fortsæt til indhold
Fodbold

Kaka til Real Madrid i giganthandel

Den brasilianske midtbanespiller Kaka forlader Serie A-klubben AC Milan og tiltræder i Real Madrid i en fodboldhistoriens største handler.

Sommerpausens formentlig største handel i europæisk fodbold er natten til tirsdag blevet offentliggjort. 27-årige Kaka skifter AC Milan ud med spanske Real Madrid, der har sikret sig den brasilianske midtbanespiller på en seks-årig kontrakt.

Klubberne har ikke offentliggjort overgangssummen, men ifølge Reuters Bureau har Kaka kostet Real Madrid cirka 68 millioner euro eller cirka 510 millioner kroner. Dermed er den brasilianske landsholdsspiller fodboldhistoriens næstdyreste - kun overgået af franske Zinedine Zidane, der kostede 73,5 mio. euro (knap 550 mio. kr), da Real Madrid hentede ham i Juventus i 2001.

En komplet spiller

Kaka er i disse dage samlet med det brasilianske landshold, som onsdag møder Paraguay i en VM-kvalifikationskamp, og den spanske klub lægger i en pressemeddelelse ikke skjul på glæden over at have sikret sig en ny profil.

"Kaka er den komplette pakke. Hans evne til at læse spillet er uforlignelig, og hans skudevner skaber frygt hos modstanderen. Ingen fodboldspiller i Europa kan spille i et tempo som brasilianeren. Han er en stærk oplægger og slutter alle sæsoner med at have scoret mere end en håndfuld mål," skriver Real Madrid blandt andet om Kaka, der har spillet i AC Milan siden 2003, blev kåret til årets spiller i Europa i 2007.

Skulle lukke underskud

Den stærke midtbanespiller ville dog helst være blevet i Italien.

"Jeg ønskede at spille videre i Milan, men den globale økonomiske krise har påvirket mange klubber, især en klub som Milan," siger Kaka til avisen Jornal Nacional.

AC Milan har haft et underskud på omkring en halv millard kroner, hvilket næsten er identisk med det beløb, Real Madrid betaler for at hente den brasilianske stjernespiller til klubben.

"Jeg talte med direktørerne i Milan, og vi blev enige om, at handlen ville være i alles bedste interesse i øjeblikket," siger Kaká.

"Galactico"-politik

Med underskriften af brasilianeren sikrede Florentino Perez sig sin første superstjerne efter, at han vendte tilbage til præsidentposten i Real Madrid forrige weekend, og den tilbagevendte præsident har lovet at genoplive sin "galactico"-politik, der tidligere har trukket store navne som Zidane, David Beckham, Ronaldo og Luis Figo til klubben.

Manchester Uniteds Cristiano Ronaldo og Franck Ribery fra Bayern Munich nævnes som mulige navne.