Bayern-Dusel: Historien om det ufattelige held
Lige siden legenderne Gerd Müller og Uli Hoeneß optrådte for Bayern München i 1970'erne har det tyske storhold haft en særlig evne til at skabe store resultater i slutminutterne. Her er en gennemgang af klubbens største mirakler.
To gange inden for blot 14 dage har Bayern München sikret sig fuld triumf i en kamps døende minutter. Først gik det ud over spanske Getafe og Michael Laudrup, som for to uger siden blev slået ud af UEFA Cuppen på to Luca Toni-mål i overtiden, og lørdag i den forgangne uge gik det ud over Borussia Dortmund, der efter en herodisk kamp og spilovertag i store dele af årets tyske pokalfinale, måtte se sydtyskerne stikke af med den eftertragtede titel. I øvrigt efter en afgørende scoring af Luca Toni, som mistimede en tæmning, så bolden snød Dortmund-målmanden og gik i mål.
Det skete foran 75.000 tilskuere, der gennem hele kampen på Det Olympiske Stadion i Berlin skabte en enestående stemning, og det skete for øjnene af Dortmund-træner Thomas Doll, der med nederlaget hænger i mindre end en tynd tråd som træner i Ruhr-klubben.
"Bayern-svineheld"
Og så er det næppe en trøst for Laudrup, Doll og de tusindvis af Getafe- og Dortmund-tilhængere, at mange andre klubber og fodboldspillere gennem årene har set Bayern München løbe med al hæder og ære efter en eller flere mirakuløse scoringer i slutminutterne. Faktisk er München-mandskabets evne så berømmet og berygtet, at den i Tyskland kendetegnes ved begrebet "Bayern-Dusel", der kan oversættes til "Bayern-held" - måske endda svineheld.
De mange tilhængere af den sydtyske storklub vil hævde, at det ikke handler om held, men om dygtighed og troen på, at det umulige kan lade sig gøre. Ikke desto mindre har de seneste ugers resultater givet ny næring til myten om rekordmestrenes ufattelige held. Det fik tidligere på måneden tyske Der Spiegel til at kigge nærmere på de mest utrolige øjeblikke i Bayern Münchens lange historie.
Finalen i 1974
Der var spillet ikke mindre end 119 minutter af finalen mellem Bayern München og Atletico Madrid i den daværende mesterholdenes Europa Cup i 1974, da det ufattelige skete. Den spanske klub førte på det tidpunkt 1-0 efter et mål i det 114. minut, og i hele 869 minutter forinden havde den spanske målmand Reina ikke lukket et mål ind. Angrebsstjernene Gerd Müller og Uli Hoeneß var fortvivlede, men pludselig kom Georg Schwarzenbeck frem fra Bayern-forsvaret, han tog et par træk, trykkede af og så bolden stryge i mål via venstre-målhjørne.
I omkampen, der blev spillet to dage senere ligeledes på Heysel Stadion i Bruxelles, vandt tyskerne hele 4-0 på to mål af henholdsvis Uli Hoeneß og Gerd Müller.
Det misbrugte straffespark
På 33. spilledag i sæsonen 1985/1986 skulle Bayern München på andenpladsen på besøg hos ligaduksene fra Werder Bremen. Nordtyskerne skulle blot bruge en sejr for at vinde mesterskabet. I det 89. minut fløjtede dommer Volker Roth for straffespark til Werder. Michael Kutzop, en ufejlbarlig straffesparksskytte, tog bolden og snød Bayern-målmand Jean-Marie Pfaff med et spark, der desværre for ham og Werder ramte stolpen. Kampen endte 0-0.
I sidste spillerunde tabte Werder Bremen med 1-2 i Stuttgart, mens Bayern München slog Mönchengladbach med hele 6-0 - og dermed sikrede sig mesterskabet.
Heldig fod fra Effenberg
Bayern München var nede med 1-3 mod Dynamo Kiev i semifinalen i Champions League den 7. april i 1999. Kiev-mandskabet spillede glimrende, og chancerne stod i kø til Shevchenko, Rebrow og co. Men pludselig fandt tyskernes Stefan Effenberg på den idé at sparke et frispark fra en ufarlig position lidt heldigt i mål, og i det 90. minut udlignede Carsten Jancker til 3-3. Bayern vandt i øvrigt returkampen med 1-0 og var dermed videre til finalen.
Det dobbelte mål i sidste minut
På 33. spilledag i Bundesliga-sæsonen 2000/2001 var de 90 minutter gået. Schalke 04 med danske Ebbe Sand i angrebet var som tabel-etter på besøg i Stuttgart, hvor stillingen på det tidspunkt var 0-0. På samme tid stod der 1-1 i kampen mellem 1. FC Kaiserslautern og Bayern München. Med en "let" modstander i sidste runde, ville resultaterne med stor sandsynlighed sikre Schalke mesterskabet. Men Krassimir Balakow og Alexander Zickler ville det anderledes. Med et mål hver for henholdsvis Stuttgart og Bayern i overtiden sikrede de München-klubben et forspring på tre point forud for sidste spillerunde.
Masser af dramatik, men faktisk skulle det blive endnu værre i 34. spillerunde.
Schalke 04 gjorde sit for at fastholde mesterskabsdrømmen ved at vinde 5-3 over Unterhaching, men klubben fra Gelsenkirchen behøvede hjælp fra Hamburger SV, der havde besøg af Bayern München. Og det fik Ebbe Sand og co., da Sergej Barbarez i det 90. minut headede nordtyskerne i front. I Gelsenkirchen var man begyndt at fejre guldet, mens man ventede på slutfløjtet i Hamburg. I kampens og sæsonens sidste aktion fik Bayern München frispark. Stefan Effenberg lagde bolden tilrette for Patrick Andersson, der sendte bolden gennem den usikre mur og i mål ved nederste stolpe. Det var akkurat nok til at sikre Bayern mesterskabet.
Revanchen i Beograd
I gruppespillet til UEFA Cuppen 2007/2008 var München-klubben bagud 1-2 mod Røde Stjerne fra Beograd. Kampen lignede et nederlag til sydtyskerne indtil det 86. minut, da den netop indskiftede 17-årige Toni Kroos fandt Miroslav Klose i feltet, og han forvandlede chancen til en udligning. Endnu bedre blev det få minutter senere, da Kroos selv gjorde det til 3-2 til Bayern München.
Dermed fik tyskerne revanche for et smertefuldt nederlag til Røde Stjerne, som i semifinalerne i mesterholdenes Europa Cup i 1991 havde sendt Bayern ud af turneringen på et sent selvmål af Klaus Augenthaler.
Straffespark i 120. minut
I den netop afsluttede tyske pokalturnering var det ikke kun i finalen, at Bayern München havde evnen til at afgøre en kamp i overtiden. I kvartfinalen mødte Ottmar Hitzfelds tropper lokalrivalerne fra 1860 München, og Toni, Klose og Ribéry havde det svært mod "løvernes" stærke defensiv. Først i de absolut sidste minutter af overtiden slog de rødblusede til, da Chhunly Pagenburg fældede Klose i straffesparksfeltet, så Franck Ribéry efterfølgende kunne sparke rekordmestrene mod pokalsemifinalen og dermed nærmere endnu en titel.
Et bittert nederlag
Det er dog ikke altid, at "Bayern-Dusel" sætter ind. Det vil de fleste Manchester United-tilhængere med glæde kunne fortælle om. Den 26. maj 1999 var Bayern München nemlig foran 1-0 mod United i Champions League-finalen på Camp Nou i Barcelona. Mario Basler var manden bag tyskernes føringsmål allerede i det 6. minut, og tyskerne holdt længe stand. Men i overtiden gik det galt, da først Teddy Sheringham og siden Ole Gunnar Solskjær nettede for briterne, der med danske Peter Schmeichel på mål, efterfølgende kunne fejre triumfen.