Michael Hyldgaard den nye stærke mand i AGF
Han var omdrejningspunktet i AGF's forsvar i perioden 1972-82.
Onsdag eftermiddag gik den 46-årige søn af DBU-formanden, Poul Hyldgaard, Michael Hyldgaard, så til angreb på, hvad han forventer bliver nye og bedre tider for traditionsklubben.
Netop tiltrådt som bestyrelsesmedlem, og kommende administrerende direktør i AGF Kontraktfodbold A/S fra januar 2001, ligner han samlingspunktet udadtil for traditionsklubben og AGF's nye stærke mand i forsøget på at forvandle en synkende skude til et tophold i dansk fodbold - omend det er en langstrakt affære.
Konsulentbureau
Michael Hyldgaard er uddannet cand.merc i regnskab og udenrigshandel. Han har drevet selvstændigt konsulentbureau, været ansat hos Danish Turnkey, Chesco Cheese og senest fungeret i tre år som divisionsdirektør for salgsafdelingen i det tidligere Sabroe - nu York Refrigeration.
Han fungerede som formand for amatørfodboldafdelingen i 1987-88, og i den forbindelse var han også repræsenteret i bestyrelsen for det professionelle selskab, der dengang besluttede, at AGF skulle være et børsnoteret selskab. Det var han ikke enig i, ligesom han mente, at der dengang blev udbetalt alt for store lønninger i klubben, hvorfor han valgte at forlade bestyrelsen.
- Man kan sige, at det er størrelsen i udfordringen, der frister. Jeg er kommet langt i erhvervslivet, og det er tid til at forene dette med det sportslige. Det er heller ikke hver dag, man får sådan en chance. Jeg kender godt statistikken over tidligere direktører i AGF, men jeg mener, at jeg har nogle forudsætninger, som nogle af de øvrige direktører ikke har haft, lød det fra direktøren, efter den ekstraordinære generalforsamling var overstået. På denne var han blevet indsat som nyt medlem af bestyrelsen i AGF Kontraktfodbold A/S sammen med formanden Erik Meineche Schmidt, Thomas Andresen, Peer Vestergaard og gengangerne Jørgen Vangsgaard, Erik Boyter og Jesper Olesen.
Kontakt til offentligheden
Når han tiltræder som direktør først i det nye år, bliver det op til ham og formanden for bestyrelsen, Erik Meineche Schmidt, at udtale sig til offentligheden.
- Målet er at sikre AGF i fremtiden. Vi har nogle kortsigtede og langsigtede tiltag, og det handler i det hele taget om, at vi skal have en forretning op at stå ved siden af fodboldforretningen. Klokken har været tæt på tolv mange gange i klubben, og spørgsmålet er, hvor mange gange vi kan blive ved med at bede om hjælp. Ledelsen bliver sikkert mere synlig nu, og det er vigtigt at få opbygget en kommunikation omkring, hvor vi er på vej hen. En reduktion i spillertruppen er allerede påbegyndt, og det handler sportsligt om at få konstateret, om truppen er rigtig sammensat. Vi skal ikke bare finde en spiller mere - det skal være den rigtige spiller.
Samtidig skal vi være bedre til at opbygge et samarbejde med de øvrige klubber i Århus og eksempelvis supplere deres hold med de spillere, der ikke bliver Superligaspillere i AGF. Jeg vil sige, at det bliver forbudt for børn de næste fire måneder, men omvendt skal vi jo heller ikke sælge alle vores spillere, for vi ligger ikke alt for lunt placeret, lød det fra Michael Hyldgaard, der derigennem signalerede, hvor længe kassen rækker i AGF, der har en truende konkurs hængende over hovedet, da driften giver underskud hver måned, mens underskuddet sandsynligvis bliver på 11-12 millioner kroner i 2000.
Sportschef
Den nye direktør understreger, at han går ind for idéen om en egentlig sportschef i AGF i fremtiden.
- Vi skal have styrket denne funktion, så initiativerne bundfælles i klubben. Dermed undgår vi, at klubben får et helt nyt netværk, hver gang vi får en ny træner, sagde Hyldgaard, der kaldte AGF for historien om de mange muligheder, der hidtil er blevet forspildt.
- Én ting, man kan være helt sikker på i fremtiden, er, at vi melder samlet ud i en enig bestyrelse.
/ritzau/