Fortsæt til indhold
Fodbold
Artiklen opdateres

DBU og Uefa med skarp kritik af Fifa efter udskældt beslutning

Uefa mener, at der er blevet »overskredet en rød linje« i sagen om en amerikansk stjerne, der har fået omstødt sin karantæne.

JP/Ritzau

Dansk Boldspil-Union (DBU) har delt en kritik af det internationale fodboldforbund, Fifa.

Det sker, efter Fifa har besluttet at omstøde en karantæne til den amerikanske stjerne Folarin Balogun.

»Regler skal være ens og lige for alle for at sikre og beskytte sportens integritet. Det skal være et grundvilkår i international fodbold. Den type afgørelser skaber præcedens,« udtaler DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

Han uddyber, at det er »afgørende, at FIFA er helt tydelig om, hvilke kriterier der ligger til grund, så alle ved, hvilke regler der gælder.«

»Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt reglerne håndhæves ens for alle, er det farligt for fodboldens troværdighed.«

Dermed lægger DBU sig op ad den kritik, der er kommet fra det europæiske fodboldforbund, Uefa.

Ifølge sin europæiske pendant har Fifa »overskredet en rød linje«.

»Når visheden om reglerne ikke længere garanteres af dem, der skal værne om dem, er spillets integritet på spil, og turneringens troværdighed undergraves,« lyder det fra Uefa.

Uefa bruger også ord som »uset, uforståelig og uforsvarlig«.

»En sådan beslutning skaber samtidig en præcedens i den igangværende turnering, hvor lignende situationer nu vil kræve samme behandling til skade for turneringen,« lyder det videre.

Balogun fik rødt kort i USA’s 2-0-sejr over Bosnien-Hercegovina i ottendedelsfinalen. Dermed var han automatisk i karantæne i kvartfinalen mod Belgien, der afvikles natten til tirsdag dansk tid.

Men søndag meddelte Fifa med henvisning til artikel 27 i det disciplinære regelværk, at karantænen er suspenderet og gjort betinget i ét år.

Det betyder, at hvis han inden for ét år begår »en ny forseelse af tilsvarende karakter og alvor«, vil karantænen træde i kraft.

Ifølge Uefa duer det ikke, at Fifa tolker på en regel om automatisk karantæne.

»En automatisk minimumskarantæne på én kamp efter et rødt kort er ikke en skønsmæssig mulighed og kræver ikke en beslutning fra en kompetent instans for at træde i kraft.«

»Det er et princip, der er indlejret i reglerne, og som ikke kan gøres til genstand for undtagelser – slet ikke midt i en turnering, hvor flere andre spillere har befundet sig i samme situation, og som normalt har afsonet deres karantæne,« skriver Uefa.

Det Belgiske Fodboldforbund (RBFA) erklærede sig allerede søndag »forbløffet« over suspenderingen af karantænen.

Ifølge mediet The Athletic har RBFA mandag fået lov at fremføre sin sag for et medlem af Fifas disciplinærkomité.

Det sker dog blot 12 timer før kickoff mod USA, og der er ingen garanti for, at en eventuel appel bliver behandlet færdig inden da.

Flere medier – blandt andre The New York Times – har skrevet, at USA’s præsident Donald Trump har ringet til Fifa-præsident Gianni Infantino for at få Baloguns karantæne annulleret.