Kan AGF’s tilhængere tilgive den nye træner?

Han stod og rørte i en risotto med svampe nede i Monaco.

Stille og roligt i 20 minutter. En enkel opgave.

En anelse nemmere end at overtage trænerjobbet i fodboldklubben AGF. Her kan det hele nemmere brænde på.

Nej, han havde ikke læst den bog, som hans tidligere holdkammerat Peter Graulund havde skrevet.

Jeg ringede til ham en aften i 2013, da Jakob Poulsen spillede i Monaco. Jeg forelagde ham Graulunds barske kritik: Graulund fortalte om en episode ved en dopingkontrol, hvor han fandt ud af, at Jakob Poulsen – i modsætning til Graulund – ikke spiste vitaminer og kosttilskud.

»Jeg var rystet. Her sad jeg med en spiller, der var på vej til VM, og så brugte han ikke så meget som C-vitamin. Han var slet ikke bevidst om sin krop og sit arbejdsredskab, og den indstilling kan jeg slet ikke med,« lød det fra Peter Graulund.

Jakob Poulsen havde spillet i AGF op til VM-slutrunden i 2010 i Sydafrika. AGF rykkede ud af Superligaen lige inden VM.

I det skæbnesvangre forår var Graulund sur. Han fattede ikke, at Jakob Poulsen kørte i bil til og fra træning i stedet for at cykle. Poulsen var småskadet og bidrog ifølge Graulund ikke med noget som helst positivt i bundkampene.

»Hvis han nu havde selvtrænet seriøst og taget mere vare på sin krop og talent, havde han måske spillet et godt VM og var dermed kommet til en større klub. Nu sidder han så og vansmægter på en bænk i Frankrig i Monaco. Godt nok til en god hyre, men hans karriere er jo nærmest gået i stå,« tordnede Peter Graulund.

Efter VM-slutrunden nåede Jakob Poulsen at spille to kampe for AGF i 1. division. I sin sidste kamp inden et skifte til FC Midtjylland tog han et straffespark i sidste minut mod Vejle Boldklub – og brændte. Den endte 0-0.

Bag målet på Vejle Stadion stod AGF’s mest fanatiske fans.

»Landsholdsspiller. Ha, ha, ha. Landsholdsspiller. Ha, ha, ha,« sang de.

Den dag ved komfuret i Monaco afværgede Jakob Poulsen kritikken fra Peter Graulund. Han var ankelskadet, skulle holde foden i ro, men spillede dog med i de sidste seks kampe.

»Det kan da godt være, at jeg tog bilen til træning, men det havde da overhovedet ingen indflydelse på det. Grunden til, at jeg ganske rigtigt ikke spillede min karrieres bedste kampe, var, at jeg stadig var skadet,« sagde han.

I 2010 sagde han nej tak til et tilbud fra italienske Lazio, for han ville være sikker på at spille klubkampe frem mod VM. Dermed gik AGF glip af en stor transfersum på angiveligt 20 mio. kr. Den slags husker tilhængerne i Aarhus-klubben, som måtte se Jakob Poulsen tage til FC Midtjylland, uden at AGF fik en krone, og siden solgte FC Midtjylland ham til Monaco. Den gjorde ondt.

Han traf et sportsligt valg, da han på det tidspunkt var fast mand på landsholdet og blandt andet havde scoret det mål, der sikrede Danmark kvalifikation til slutrunden. Et par uger efter at han havde afvist Lazio, blev han ankelskadet. Og nogle måneder senere rykkede AGF ned.

Han voksede op i Næsbjerg. Hans far er tømrer, og hans mor pædagog, han har en lillesøster og har karakteriseret sig selv som en ganske almindelig dreng.

Da evnerne var til mere end den lokale klub, tog han til Esbjerg, hvor han havde Ove Pedersen (tidligere AGF-træner) som chef.

I en kamp mod FC Midtjylland blev Jakob Poulsen skiftet ind lige før pausen. Men et kvarter inde i anden halvleg hev Ove Pedersen ham ud af kampen igen.

»Det kørte ikke optimalt for mig. Ove sagde bagefter, at han mente, jeg kunne klare det. Det kunne jeg også. Jeg er jo ikke knækket endnu,« fortalte han i 2008.

Med Jakob Poulsen som ny cheftræner får AGF en mand, der ikke skriger ”Let’s fucking go!” som David Nielsen eller bliver rød i hovedet af arrigskab som Uwe Rösler. I medierne figurerer han som en af dem, der ikke ”taler i overskrifter” og er kedelig. Fordi han er faglig og ved, at ting tager den tid, de tager.

Som for eksempel at lave en risotto fra bunden.

Måske netop derfor er han den rette mand i AGF.