Fortsæt til indhold
Fodbold

FCN brokker sig over AGF-tidsudtræk

Rytmen fandt FC Nordsjælland aldrig hjemme mod AGF, og Farum-mandskabet skød skylden på udeholdets tidsudtræk.

/ritzau/

FC Nordsjælland har leveret skuffende resultater på det seneste i Superligaen, og søndag blev kun til 0-0 hjemme mod AGF.

Hjemmeholdet har kun vundet en ud af de seneste fire ligakampe, og i de fire kampe har Farum-mandskabet kun scoret to mål.

Hos FCN langede både træner Johannes Hoff Thorup og spillerne ud efter AGF for at trække tiden, så rytmen i kampen hele tiden blev brudt.

»Man kan ikke åbne en kamp selv. Det skal der to hold til for. Det er sjældent, vi spiller åbne kampe mod AGF, og det er tit små marginaler, der afgør de opgør, ligesom vi så det i dag. Det er ikke, fordi vi ikke kigger på, hvordan vi kan få åbnet kampen mere, men det kommer også hurtigt til at handle om balance, som vi jo skal have med i alt, hvad vi gør,« sagde FCN-træneren til klubbens hjemmeside.

FCN-midtbanespilleren Jeppe Tverskov var også irriteret over AGF’s måde at håndtere kampen på.

»Vi er ikke på vores topniveau, og det tror jeg også godt, at I kan se. Jeg synes trods alt, at der er nogle ting, der er okay. Det er svært at spille mod et hold, der bruger to-tre minutter, hver gang bolden ryger ud. Kampen får det her flow, hvor der er en masse dødstid, så det prøver vi at håndtere. Men vi får ikke rigtig fat i det,« sagde Jeppe Tverskov til Viaplay.

0-0-kampen i Farum bød kun sporadisk på god fodbold, og skarpheden manglede generelt hos flere af de offensive profiler på begge hold.

FCN-backen Martin Frese fik dog bolden i mål 10 minutter inde i første halvleg, men det blev korrekt annulleret for offside i opspillet. AGF havde den største chance i slutningen af første halvleg.

AGF-angriberen Tobias Bech forsøgte sig på et frispark, og det blev kun akkurat verfet på overliggeren af FCN-keeperen Carljohan Eriksson, der igen vikarierede for skadede Andreas Hansen.

Returbolden nåede AGF’s midtbanespiller Nicolai Poulsen først frem til, og han kastede sig og fik heroisk headet mod mål, men den blev clearet af FCN-stopperen Kian Hansen.

I anden halvleg havde AGF’s kantspiller Gift Links et godt skudforsøg, men bolden strøg lige forbi FCN-buret. I den anden ende blev AGF-keeperen Jesper Hansen, der har en fortid i FCN, sat på prøve ved flere lejligheder.

Jesper Hansen tog sig sikkert af forsøgene fra FCN-spillerne Daniel Svensson og indskiftede Andreas Schelderup. Frese havde også en kvalificeret afslutning, men igen agerede Jesper Hansen redningsmand.

Pointdelingen rykkede ikke meget for hverken FCN eller AGF, der stadig er nummer fem og seks i tabellen.

FCN har 26 point efter 16 kampe, mens AGF, der nu er ubesejret i de seneste seks ligakampe, har et point færre. FC København, som lørdag tabte 1-2 ude til Viborg FF, topper rækken med 33 point.

Nu kigger FCN frem mod torsdagens kamp i Conference League hjemme mod tyrkiske Fenerbahce, hvor defensiven igen skal være god, men hvor offensiven skal forbedres.

»En god defensiv er en god base at have som fodboldhold, og det betyder jo, at man ikke behøver at score så mange mål for at vinde. Så det er dejligt at have det på plads, men lige nu fylder den offensive del selvfølgelig også hos os, for det er dér, vi skal blive lidt bedre. Selv om der var nogle fine momenter, kan vi stadig forbedre os og lægge et endnu større pres på vores modstander,« sagde Johannes Hoff Thorup.

Få fodbold i ørene og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.