Tyskland kollapsede i japansk VM-fest
Tyskland tabte overraskende til Japan i holdenes første gruppekamp, men kampen trak inden startfløjt overskrifter af helt andre årsager. Her er tre nedslag fra kampen mellem Tyskland og Japan.
Kampen Kort
Lad os begynde med de 90 minutter. Tyskerne tog planmæssigt føringen, efter den japanske målmand begik et klodset straffespark, som Ikay Gündogan efterfølgende tog sig af. I anden halvleg fortsatte Tyskland dominansen, men udnyttede ikke sine chancer, og i stedet kom Japan overraskende på 1-1 og kort efter foran. En føring, der holdt hjem.
Hånden for munden
Tyskerne fik taget et holdfoto kort før startfløjt, hvor alle holdt hænderne op for munden som for at signalere, at der var noget, de ikke måtte sige. Markeringen kom i kølvandet på de diskussioner og uenigheder, der har været om One Love-anførerbindet, som blandt andet Tyskland gerne ville have båret mod Japan.
Overraskelsernes VM
Først var det Saudi-Arabien, der brød Argentinas stime på 36 kampe uden nederlag, og nu blev det altså Japans tur til at levere overraskelsen i en kamp, som ud over et stærkt budskab inden kampen vil blive husket for tyskernes kollaps.