Fortsæt til indhold
Fodbold

Mikkel Damsgaard debuterede i Brentfords pokalsejr

Mikkel Damsgaard fik 65 minutter i Brentfords 2-0-sejr over Colchester. Mads Bech Sørensen scorede i kampen.

/ritzau/

Den danske landsholdsspiller Mikkel Damsgaard har spillet sin første kamp for den engelske klub Brentford efter skiftet fra Sampdoria tidligere i august.

Tirsdag aften startede han inde og fik 65 minutter på banen, da Brentford vandt 2-0 ude over Colchester fra den fjerdebedste række i Liga Cuppen.

Med sejren er Thomas Franks mandskab klar til 16.-delsfinalerne i den mindste af de to engelske pokalturneringer.

Damsgaard var placeret som et kreativt element i Brentfords offensiv. I holdets firebackkæde var tre af spillerne fra Danmark. Mads Roerslev tog sig af højre back, mens midterforsvaret bestod af Mathias ”Zanka” Jørgensen og Mads Bech Sørensen.

Sidstnævnte endte med at lukke kampen i tillægstiden, da han gjorde det til 2-0 efter et hjørnespark. I første halvleg havde Keane Lewis-Potter åbnet målscoringen.

Andetsteds formåede også Emiliano Marcondes at komme på måltavlen. I udekampen mod Norwich udlignede han til 1-1, da han kort før pausen var først over en ripost. Opgøret endte i straffesparkskonkurrence, hvor Marcondes scorede igen og var med til at sende Bournemouth videre.

Også hos Leicester var der dansk islæt i en straffesparkssejr.

Daniel Iversen vogtede således målet og reddede tre ud af fire straffespark. Det var mere end rigeligt til at sende Leicester videre i duellen mod Stockport. Den ordinære kamp endte 0-0. Jannik Vestergaard spillede også hele opgøret.

Den danske træner Jon Dahl Tomasson kan glæde sig over, at hans Blackburn-mandskab vandt 2-1 ude over Bradford City efter at have været bagud.