Finsk forsvarsmur stod fast, da Silkeborg smed alt frem
Silkeborg fik kun 1-1 hjemme mod finske HJK Helsinki, og det rakte ikke til Europa League. I stedet skal klubben i gruppespil i Conference League.
I fodbold drejer det sig om at være kvik i opfattelsen, kunne se muligheden, der pludseligt opstår.
Det har Silkeborg mestret gennem længere tid, men det kneb en anelse mod et defensivt finsk hold, da Superligaens yndlinge skulle prøve at hente 0-1 fra Finland i jagten på en plads i Europa League. Missionen lykkedes ikke, kampen endte 1-1.
Fire minutter før pausen tænkte HJK Helsinkis ghanesiske angriber, ene mand på toppen, ret hurtigt, da Joel Felix lå på den forkerte side af angriberen, da han fik en høj bold at arbejde med. Uden betænkningstid så HJK-spilleren, at der var plads til at sparke bolden forbi Silkeborg-målmand Nicolai Larsen nærmest fra midterlinjen.
I tiden op til den finske træffer havde hjemmeholdet forgæves prøvet at trille sig igennem en blå- og hvidstribet finsk forsvarsmur, der havde 12 fans i ryggen bag det ene mål, bare maver og kasketter, aftensolen skulle nydes.
Det må have givet et gib i de finske fans, da Sebastian Jørgensen midtvejs i første halvleg trak ind fra højre og buede bolden mod fjerneste stolpe, men kuglen prellede af på stangen, det kunne have været den træffer, der ville have fyret op under Jysk Park.
I sekvenser havde Silkeborg held til at flytte et kompakt hold rundt, men alt for ofte sad pasningerne ikke i skoen på medspillerne. Sebastian Jørgensen blev skiftet ud efter en times spil, ind kom en offensiv satsning i skikkelse af Tonni Adamsen, der allerede har tre mål bag sig efter skiftet fra Helsingør.
På højkant var en sportslig godbid i europæisk fodbolds anden division mod formentlig et par attraktive klubber, men sidegevinsten for Silkeborg var trods alt deltagelse i et gruppespil i Conference League.
Midt i anden halvleg var Nicolai Vallys tæt på at heade bolden i mål efter et skarpt indlæg fra Tonni Adamsen, men Vallys fik kun hårtoppen på. Og Silkeborg skulle bruge to mål for at tvinge kampen ud i forlængelse.
Et kvarter før tid kom udligningen, meget passende var det forsvarsspilleren Joel Felix, der prikkede bolden ind efter lidt roderi i feltet, dermed udlignede han også den kikser, han havde stået for i første halvleg.
Finnerne var tæt på at lukke kampen kort efter, da Nassim Boujellab testede Nicolai Larsen fra kort afstand, men Silkeborg-målmanden hev en fremragende redning op og holdt liv i et intenst opgør, som Silkeborg dominerede spillemæssigt nærmest fra start til slut, men forgæves.