Danmark var bedst på det grønne dansegulv
På et par hurtige træffere i første halvleg besejrede landsholdet de forsvarende verdensmestre, men 2-0 var ikke nok til at vinde Nations League-gruppen.
Fodbold, hvad sker der? 10 minutter før pausen krydsede Christian Eriksen bolden til Mikkel Damsgaard, der sendte kuglen mod forreste stolpe, hvor Kasper Dolberg satte sålen på og skubbede bolden i mål. To spillere, der trænger til succes, fik det i en kort effektiv sekvens.
Nu var det pludselig danskerne, der havde varme ben og fødder, Andreas Skov Olsens kiksede skud trillede på tværs, hvor Thomas Delaney var nær ved at sparke bolden ind. Lige efter prøvede Christian Eriksen at luske et hjørnespark direkte i mål, på den efterfølgende dødbold røg bolden ud til Andreas Skov Olsen, og denne gang kiksede hans flotte sparketeknik ikke. Helflugter, 2-0 til Danmark, og alt var vendt på hovedet. Nu var det danskerne, der stod under discokuglen med vrikkende hofter, mens franskmændene varmede plyssofaer i hjørnerne.
”Na, na, na, na, na, na, na, na, na, na, na, na!” skrålede tilskuerne, der var stemning som på en parisisk natklub i sekunderne inden kampstart, blinkende lys og hoppestemning, da de franske verdensmestre i fodbold for mænd gik ind på det grønne dansegulv i Parken til tonerne af den italienske sangerinde Galas hit ”Freed from Desire”.
Med otte stamspillere skadet var det for det brede publikum, og de var i alle aldre igen søndag aften, et forholdsvist ukendt fransk hold, når man lige ser bort fra den offensive trio bestående af Antoine Griezmann, Olivier Giroud og ikke mindst Kylian Mbappé.
Modsat, klædt helt i rødt, kunne Danmark stille det noget nær stærkeste hold, dog uden anfører Simon Kjær. I forhold til torsdagens nederlag i Zagreb havde landstræneren byttet tre spillere ud og ændret udgangsformationen fra 3-5-2 til 4-3-3. Simon Kjær fik et hug over en af sine ankler i Kroatien og blev sparet, Daniel Wass måtte vige pladsen i højre forsvarsside til fordel for Rasmus Nissen Kristensen, mens Martin Braithwaite blev erstattet af Kasper Dolberg i angrebet.
Med kun to midterforsvarere i bagkæden var der plads til Mikkel Damsgaard i venstre side af forreste linje, hvor han især under EM-slutrunden havde et effektivt samarbejde med Joakim Mæhle.
Hjemmeholdet fik en særdeles urolig indledning på kampen, der drejede sig om at forsøge at hive en førsteplads hjem og en adgangsbillet til næste sommers finalestævne for fire nationer i Nations League. For Frankrig var det et spørgsmål om at sikre sig en ny omgang blandt de bedste landshold, så udefra blev der skelet til puljens anden kamp mellem Østrig og Kroatien. Uanset hvad skulle Danmark vinde over Frankrig og dernæst håbe, at Kroatien ikke ville være i stand til at vinde i Wien.
Kampens første halve time understregede, hvad fodbold går ud på; ned i tempo, tålmodighed, og eksplosioner. Det er en fase af spillet, som franskmændene er eksperter i med Kylian Mbappé og Antoine Griezmann som iscenesættere.
Målmand og anfører Kasper Schmeichel måtte et par gange blokere forsøg fra de to franskmænd, og det så ud som om, at det danske hold virkede rådvilde, når der skulle forsvares. Længere fremme blev der lavet en del fejl, især af Mikkel Damsgaard, der var på banen med Kasper Dolberg til trods for, at ingen af de to har bragt en mere end anstændig kampform med hjem.
Men altså, det vendte efter en halv time, og et kvarter ind i anden halvleg blev de to skiftet ud med Rasmus Højlund og Jesper Lindstrøm til at supplere Andreas Skov Olsen helt fremme. Ikke tre navne af samme kaliber som den franske fronttrio, men mindre kan gøre det.
Da Frankrig prøvede at svare tilbage, hev Kasper Schmeichel flere fine redninger frem, blandt andet en fodparade, da Kylian Mbappé stak af fra forsvaret. Superstjernen fra Paris Saint-Germain fik en endnu større mulighed midt for mål, men hamrede kuglen i favnen på Kasper Schmeichel, og så stod Simon Kjær klar til at komme ind og stabilisere defensiven, der var en anelse trængt.
I sidste ende evnede franskmændene ikke for alvor at true det danske mål, fjerde sejr ud af seks mulige var en realitet, men to nederlag til Kroatien kostede i den turnering, da Kroatien tog førstepladsen med 3-1 over Østrig.