Ajax henter gammel kending ind som ten Hags afløser
Alfred Schreuder har tidligere været assistent i Ajax. Nu skal han være cheftræner i den hollandske storklub.

Det bliver 49-årige Alfred Schreuder, der til sommer sætter sig i det trænersæde, som Erik ten Hag efterlader sig i den hollandske storklub Ajax.
Det bekræfter Ajax torsdag på Twitter.
- De seneste år har han samlet erfaring som cheftræner og assistent i topklubber i forskellige lande og turneringer, siger Ajax-direktør Edwin van der Sar til klubbens hjemmeside.
- Vi har stor tiltro til, at han vil sørge for at fortsætte de gode vej, vi har valgt at følge i Ajax de seneste år.
Schreuder er aktuelt cheftræner for Andreas Skov Olsen hos de belgiske guldaspiranter fra Club Brugge, men han har et solidt kendskab til Ajax i forvejen.
I 2018-2019 var Schreuder assistent i netop Ajax for Erik ten Hag, før Schreuder blev cheftræner i tyske Hoffenheim.
Senere blev han assistent i FC Barcelona under Ronald Koeman, men stoppede i forbindelse med Koemans fyring sidste år.
I januar i år blev han så præsenteret som cheftræner for Club Brugge og har nydt stor succes ved at placere holdet i toppen af mesterskabsspillet aktuelt.
Da tilbuddet fra Ajax kom, var han dog ikke i tvivl om, at det var noget, han gerne ville.
- At blive cheftræner for Ajax er en ære og en stor mulighed, som jeg vil gribe med begge hænder, siger Schreuder til Ajax’ hjemmeside.
- Jeg er glad for at skulle vende tilbage, for jeg nød virkelig det halvandet år, jeg tidligere var i klubben.
Danske Mohamed Daramy er en del af truppen i Ajax.
Erik ten Hag forlader til sommer Ajax efter fem succesfulde år for at overtage projektet med at genoplive skrantende Manchester United fra cheftrænerposten.
/ritzau/