DBU har ansat kvindelandsholdets assistenter på fuldtid
Johanna Rasmussen og Kristian Mørch Rasmussen er blevet ansat på fuldtid som assistenttrænere på landsholdet.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har taget endnu et skridt i at gøre rammerne om kvindelandsholdet mere optimale.
Tirsdag skriver fodboldforbundet i en pressemeddelelse, at assistenttrænerne Johanna Rasmussen og Kristian Mørch Rasmussen har fået fuldtidskontrakter, så de ikke længere er ansat på deltid.
Det ser Johanna Rasmussen selv som et klap på skulderen.
- Jeg er virkelig glad. Det er en stor ære at blive ansat på fuldtid, og det giver mig muligheden for at kunne lægge al min tid i jobbet, fordybe mig mere og gøre et endnu bedre stykke arbejde.
- Jeg er stolt over fuldtidsansættelsen så tidligt i min trænerkarriere, og det er meget positivt, at vi bliver ved med at investere i dansk kvindefodbold, siger hun.
Kristian Mørch Rasmussen er både assistenttræner og analytiker, og også han kan nu nøjes med at koncentrere sig om kvindelandsholdet.
- Det, at jeg nu kun skal fokusere på mine opgaver på kvindelandsholdet, gør, at jeg trives bedre i hverdagen og bedre kan prioritere mine opgaver – og så præsterer jeg efter allerbedste evne. Jeg har et rigtig godt samarbejde med Lars Søndergaard (landstræner, red.) og Johanna, og vi kan nu optimere det samarbejde endnu mere, siger han.
Det handler om at styrke det sportslige setup, mener fodbolddirektør Peter Møller.
- Både Johanna og Kristian har længe haft en stor andel i holdets succes og kommer begge til at bidrage yderligere i forberedelsesfasen op til og mellem landskampene, siger han.
De nye kontrakter gælder til og med VM i 2023, hvis Danmark kvalificerer sig.
Bestræbelserne på at nå frem til slutrunden fortsætter fredag i udekampen mod Malta. Fire dage senere gælder det hjemmekampen mod Aserbajdsjan i Viborg.
De danske fodboldkvinder fører deres kvalifikationsgruppe med maksimumpoint efter seks kampe. Der er to point ned til Rusland, som ligger nummer to, men i øjeblikket er udelukket fra at spille landskampe på grund af krigen i Ukraine.
/ritzau/