Fortsæt til indhold
Fodbold

Dortmund besejrede danskerklubben Mainz via sen scoring

Borussia Dortmund holder liv i mesterskabskampen med en 1-0-sejr over Mainz, der kom efter en sen scoring.

/ritzau/

Drømmen om et tysk mesterskab lever fortsat hos Borussia Dortmund.

Det kan konkluderes, efter at storklubben onsdag aften slår danskerklubben Mainz 1-0 på et sent mål af Axel Witsel i en tam affære.

De tre point til Dortmund betyder, at klubben nu kun har fire point op til førerholdet Bayern München.

Målet faldt efter et frispark taget af Giovanni Reyna, som lagde en præcis bold ind i Mainz’ straffesparksfelt, hvor belgiske Witsel med sin højtløftede inderside lagde bolden i mål.

Der var generelt ikke det store at skrive hjem om i kampen, der ikke bød på de store chancer. Opgøret vil nok mest huskes for at være en rodet affære med usædvanligt mange boldtab.

Danske Marcus Ingvartsen fik en sjælden chance fra start. Han formåede dog ikke at markere sig på banen og blev udskiftet efter 71 minutter.

Trods manglen på store målchancer var det Mainz, der viste sig som det farligste hold på banen. Hjemmeholdet var dog sjældent rigtig farlige.

Mens sejren bringer Dortmund sig tættere på toppen, er Bo Svenssons Mainz-mandskab placeret på en tiendeplads med fem point til mulig europæisk fodbold.