Fortsæt til indhold
Fodbold

Hertha Berlin har fyret endnu en cheftræner

Efter to sejre i 14 kampe er Tayfun Korkut blevet fyret i Hertha Berlin. Han nåede 104 dage som cheftræner.

/ritzau/

Hvis man bliver ansat som cheftræner for Hertha Berlin i Bundesligaen, skal man være indstillet på, at ansættelsen meget vel kan være kort.

Søndag har klubben for anden gang i sæsonen følt sig nødsaget til at afskedige en cheftræner. Tysk-tyrkeren Tayfun Korkut er således blevet fyret efter sløje resultater i sine 104 dage og 14 kampe i jobbet.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Kun to gange i de 14 kampe formåede han at føre Hertha til sejr, og han ender med en statistik på sølle 0,64 point per kamp.

- Efter en grundig analyse og evaluering af den aktuelle sportslige situation har ledelsen i Hertha Berlin fritaget Tayfun Korkut fra sin stilling som cheftræner med øjeblikkelig virkning, skriver klubben på sin hjemmeside.

Han sidste kamp blev dermed lørdagens nederlag på 0-2 ude til Borussia Mönchengladbach. Det var Herthas femte nederlag i træk.

Hertha Berlin ligger næstsidst i Bundesligaen og ligger dermed til at rykke direkte ud af Tysklands bedste række. Derfor er klubben nødt til at reagere, siger sportsdirektør Fredi Bobic.

- Vi ligger til nedrykning i øjeblikket, men der er stadig otte kampe, hvor vi kan få de nødvendige point til at blive oppe.

- Vi vil gøre alt for at undgå nedrykning. Med den her beslutning regner vi med at kunne få en frisk start, siger sportsdirektøren.

Hertha Berlin råder over den danske målmand Oliver Christensen, som dog må nøjes med at sidde på bænken. Han kom til den kriseramte tyske storklub fra OB i sommer.

Siden sommeren 2019 har Hertha Berlin haft seks cheftrænere. Det er endnu ikke afklaret, hvem der bliver Tayfun Korkuts efterfølger, og om der er tale om en løsning, der kun varer sæsonen ud, eller om det bliver en træner med en længere kontrakt.

Det forventes på plads snarest, skriver klubben.