DBU's repræsentantskab har givet formanden fire år mere
Der var ingen modkandidater, da Jesper Møller blev valgt til en ny periode på DBU's årsmøde i Silkeborg.
Den siddende formand Jesper Møller blev søndag valgt til en ny fireårig periode i spidsen for Dansk Boldspil-Union (DBU).
På DBU’s repræsentantskabsmøde i Silkeborg gav de 145 medlemmer opbakning til den 58-årige nordjyde, der har besat posten som formand de seneste otte år.
Valget af den nordjyske advokat var ikke særlig overraskende, da der ikke var nogen, som udfordrede Møller.
Ud over sin post som formand for DBU har Jesper Møller siden 2019 haft en plads i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité.
Jesper Møller har været formand siden 2014, hvor han blev valgt som afløser for Allan Hansen. Indtil da var Møller næstformand i DBU.
Forud for afstemningen aflagde formanden sin beretning, hvor han fortalte forsamlingen, at han mener, at det går godt, selv om man indimellem kan få et andet indtryk i medierne.
I ugerne frem mod repræsentantskabsmødet er det kommet frem, at DBU har investeret en mindre del af sin formue i Qatar gennem kapitalforvalteren Danske Bank. Værdipapirerne er nu afhændet.
Derudover har Ekstra Bladet beskrevet en sag fra 2016, hvor DBU endte med at betale en regning på omkring 20.000 kroner for, at DBU-ansatte overværede Champions League-finalen.
Sagen er blevet anmeldt til politiet, men på grund af forældelse har anmelderen ifølge avisen sendt sagen videre til statsadvokaten.
- Der er sager, og det vil der altid være.
- Det er bedre, at det handler om formanden end om organisationen. Det lever jeg med, og jeg er obs på, at vi skal gøre tingene bedre, sagde Jesper Møller fra scenen.
- Det er sundt at lægge tingene frem. Det er en del af et demokrati med åbenhed og en kritisk presse. Det har der også været. Billetsagen er blevet omtalt, og ja - det lever vi med, og vi accepterer en kritisk presse, lød det videre.
Jesper Møller slog fast, at DBU’s bestyrelse allerede for et år siden lukkede billetsagen, inden han nævnte investeringerne i Qatar.
- DBU har ikke investeret aktivt i værdipapirer i Qatar. Det har været overladt til en kapitalforvalter. Det tror jeg, at I ved, sagde han til forsamlingen.
- Vi plejer at kommunikere ud til jer. Vi står på mål for det, vi beslutter, sagde Jesper Møller.
Formanden slog efterfølgende fast, at DBU fortsat vil føre en kritisk dialog med den kommende VM-vært Qatar, der har problemer med at overholde menneskerettighederne.
Repræsentantskabet har søndag også godkendt DBU’s regnskab for 2021, der viste et rekordstort overskud på 85,9 millioner kroner.
Der er også med enstemmighed blevet vedtaget en resolution om støtte til Ukraine, der er blevet invaderet af Rusland.
Repræsentantskabsmødet er søndag middag fortsat i gang, og det ventes, at være overstået klokken 12.30.
/ritzau/