DBU-formand er sikker på genvalg til ny fireårig tørn
Der er ingen modkandidater til den siddende DBU-formand, Jesper Møller, på søndagens årsmøde i Silkeborg.
Jesper Møller bliver søndag valgt til en ny fireårig periode som formand for Dansk Boldspil-Union (DBU).
Det sker, når han er på valg ved DBU’s repræsentantskabsmøde, der afholdes i Silkeborg.
Jesper Møller slipper for at holde den helt store salgstale, da ingen modkandidater har meldt sig.
Den 58-årige nordjyde, der er glødende AaB-fan, har været formand for DBU siden 2014, hvor han afløste Allan Hansen.
De seneste tre år har advokaten fra Aalborg også siddet i eksekutivkomitéen i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Repræsentantskabet består af 145 medlemmer, der alle - på den ene eller anden måde - har deres baggrund i en af landets mere end 1600 klubber.
Jesper Møller skal på mødet i Silkeborg aflægge sin beretning over et 2021, hvor især herrelandsholdet markerede sig ved at nå semifinalen ved EM.
Slutrunden, der bød på flere kampe i Parken, skæppede godt i pengekassen, og for nylig kunne unionen præsentere et overskud på 85,9 millioner kroner, hvilket er det bedste i DBU’s snart 133-årige historie.
Den bugnende pengekasse har paradoksalt nok skabt lidt problemer på det seneste.
For nylig viste det sig, at en lille del af egenkapitalen på 217 millioner kroner, var investeret i Qatar.
DBU har længe ført en kritisk dialog med den kommende VM-vært på grund af landets mangelfulde overholdelse af menneskerettighederne.
Da DBU i februar blev klar over, at unionens kapitalforvalter, Danske Bank, havde investeret DBU-penge i Qatar, blev værdipapirerne afhændet.
Det samme sker nu med russiske værdipapirer, efter at Rusland har invaderet Ukraine.
Jesper Møller har ikke ønsket at stille op til interview forud for valget, men meldingen fra DBU er, at han vil tale bagefter.
Repræsentantskabsmødet i Silkeborg går i gang søndag klokken 9.30, og forventningen er, at mødet kan ophæves omkring middagstid.
/ritzau/