Fortsæt til indhold
Fodbold

Liverpool lægger pres på Manchester City før lokalderby

Angriberen Sadio Mané scorede kampens enlige mål, da Liverpool vandt 1-0 over West Ham i Premier League.

/ritzau/

Der er stadig stor spænding i kampen om at vinde det engelske mesterskab, og spændingen blev ikke mindre lørdag.

Her vandt Liverpool med 1-0 hjemme over West Ham i Premier League og halede dermed ind på Manchester City på førstepladsen.

Liverpool har nu kun tre point op til City, som topper rækken lige nu. City har 66 point efter 27 kampe og møder søndag lokalrivalen Manchester United på hjemmebane.

West Ham var i lange perioder godt med i kampen mod Liverpool på Anfield. Et enkelt mål endte med at gøre forskellen.

Angriberen Sadio Mané scorede kampens 1-0-mål efter 27 minutter, da den velspillende senegaleser nåede frem til et godt indlæg i feltet fra backen Trent Alexander-Arnold.

Samme Alexander-Arnold reddede to West Ham-forsøg på selve målstregen. Især West Hams Pablo Fornais burde have scoret, da han fik en friløber og chippede den over Liverpool-keeper Allison Becker.

Men afslutningen fik slet ikke nok kraft, og Alexander-Arnold kunne løbe ned på stregen og sparke væk.

West Hams stopper Aaron Cresswell reddede i den anden ende også et Liverpool-forsøg på målstregen.

Liverpool forsømte dermed at få lukket kampen tidligt, og West Ham lurede på at skabe overraskelsen.

Den bedste chance for en udligning tilfaldt Manuel Lanzini i anden halvleg. Argentineren sparkede dog langt over mål fra tæt hold.

Med nederlaget er West Ham nummer fem i tabellen med 45 point efter 28 kampe. Manchester United indtager fjerdepladsen med 47 point efter 27 kampe.