Fortsæt til indhold
Fodbold

Milan snublede med uafgjort mod bundhold

Milan spillede 1-1 med bundholdet Udinese og fortsatte dermed topholdenes ujævne form i Serie A.

/ritzau/

Serie A har udviklet sig til en yderst spændende liga i denne sæson, og det skyldes ikke mindst topklubbernes ustabile formkurver.

AC Milan uden langtidsskadede Simon Kjær fortsatte fredag den tendens, da holdet spillede 1-1 med bundholdet Udinese uden danske Jens Stryger på hjemmebane.

Milan havde masser af spil i opgøret, men til gengæld mere end svært ved at skabe chancer.

Milans bedste, Rafael Leao, sparkede hjemmeholdet foran efter en halv times spil, men indsatsen var aldrig for alvor overbevisende, og Udinese truede hele tiden i især omstillingsspillet.

Udligningen kom efter 66 minutter, da Milan ikke fik clearet bolden efter et langt indkast. Roberto Pereyra forsøgte sig med et slags saksespark, og tæt under mål dirigerede 19-årige Destiny Udogie bolden over stregen.

Milan søgte sejrsmålet, men havde ikke evnerne og tabte dermed to point i en tæt topdyst i Serie A.

Milan har 57 point for 27 kampe på førstepladsen, mens Inter inden sin kamp mod Genoa fredag har 54 point for 25 kampe.

Artiklens emner