Fortsæt til indhold
Fodbold

Ildebrandene er slukket: Vejle-træner tror på overlevelse

Det har været sundt med en lang opstart efter et problemfyldt efterår, siger en optimistisk Peter Sørensen.

/ritzau/

På baggrund af efterårets resultater og præstationer kan det være svært at se, hvordan Vejle efter bare ni point i 17 kampe skal indhente mindst to andre hold i Superligaen for at sikre sig endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.

Klubbens cheftræner, Peter Sørensen, anerkender, at der venter en stor udfordring, når holdet fra søndag eftermiddag tager hul på overlevelsesjagten. Men han er samtidig optimistisk, for vinterpausen er blevet brugt klogt.

- Vi har nu haft tid til at tage nogle fokusområder op og trænet dem over en længerevarende periode, og den tid havde vi ikke i efteråret, hvor vi gik fra kamp til kamp.

- Der skulle vi have slukket ildebrande og stoppet blødninger og fundet et nyt hold og nye systemer. Så det var virkelig et udfordrende efterår, hvor vi ikke havde tid til at tænke længere end en uge frem, og det har vi haft tid til nu.

- Vi har også haft tid til at justere vores trup lidt, og nu har vi i haft tid til at spille en relativt ny trup sammen, og det ser ganske godt ud, siger Peter Sørensen.

Efterfølgende opremser han de enkelte fokusområder og kommer hele banen rundt. Vejle skal blandt andet blive bedre i presspillet, i opbygningsspillet, på dødbolde og til at forsvare eget straffesparksfelt.

Han tror derfor, at man vil se ”et mere sammenhængende Vejle-hold” i foråret, hvor kollektivet er stærkere, og hvor ingen spiller kun har tanke på sin egne opgaver.

- Ud over at vi har forbedret en række ting i vinterpausen, så giver afslutningen på efterårssæsonen mig også en tro på, at vi ikke rykker ned.

- Vi startede sæsonen skidt uden mig, og den første tid med mig som træner var heller ikke god. Men den sidste cirka tredjedel af efteråret var vi konkurrencedygtige. Fortsætter vi i det spor, og det tror jeg, vi gør, så kommer vi til at få vores andel af point.

- Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det bliver vanskeligt for os at overleve, jeg forsøger bare at redegøre for, hvorfor jeg tror, at det kan lade sig gøre for os, siger Peter Sørensen.

Aktuelt er der syv point op til FC Nordsjælland på den rigtige side af nedrykningsstregen og yderligere tre point op til OB.

Vejle har taget afsked med en række af de spillere, der flittigt startede inde eller som minimum blev indskiftet i løbet af efteråret. Det gælder eksempelvis Viljormur Davidsen, Jacob Schoop, Hallur Hansson, Sten Grytebust, Saeid Ezatolahi og Lukas Engel.

Til gengæld har klubben hentet mere end en håndfuld nye spillere, som ifølge cheftræneren alle har niveauet til at starte inde - hvis ikke fra forårets start så i løbet af de kommende uger og måneder.

- Det er rigtigt nok, at vi har sagt farvel til lidt rutine, men vi har også fået kvalitetsspillere ind.

- Så jeg ser os egentlig som styrket, og jeg tror og håber blandt andet på, at man i foråret vil se vores venstre side af banen være lige så stærk som vores højre side, efter at vi har fået et par tilgange, siger Peter Sørensen.

Vejle åbner efteråret ude mod Silkeborg. Opgøret begynder søndag klokken 14.