Fortsæt til indhold
Fodbold

Studie: Tyske byer oplever mere vold på dage med fodbold

Et studie fra universitetet i München viser, at volden stiger med 20 procent, når der er fodbold i tyske byer.

/ritzau/dpa

Volden stiger i flere tyske byer, når der er kampdag i landets tre bedste fodboldligaer.

Det viser et studie foretaget af universitetet i München.

Det tyske studie har gennemgået antallet af voldstilfælde på kampdage over en periode på fire år i de byer, hvor kampene foregår, og sammenlignet med det normale niveau på samme ugedag uden fodboldkampe.

- Fodboldkampe i de tre bedste rækker fører til 21,5 procent mere vold, end man ellers kunne forvente på de pågældende ugedage, siger økonomiprofessor Helmut Rainer fra IFO-instituttet ved universitet.

- Ofrene er hovedsageligt unge mænd mellem 18 og 29 år. Men næsten en femtedel af den ekstra vold rammer politibetjente, siger han.

Studiet forsøger desuden at komme med et estimat på, hvor mange penge den ekstra vold i forbindelse med fodbolden i de tre bedste rækker koster det tyske samfund.

Her har man regnet sig frem til, at der i perioden fra januar 2011 til maj 2015 har været en ekstraregning på godt 1,4 milliarder kroner svarende til 330 millioner kroner per år.

Udgifter til lægebehandling, tabt arbejdsfortjeneste, retssager og politiarbejde er taget med i beregningen.

I den godt fire år lange periode har volden ført til 38.268 fysiske skader, lyder det.

Helmut Rainer forklarer, at volden ofte bliver begået af personer, der ønsker at opnå anerkendelse fra andre fans. Modstanderholdets fangrupper og politiet opfattes som trusler.