Londons gader koger over i ekstase inden EM-finalen
Gaderne i London er farvet hvide, og engelske fans sender al støtte mod deres hold til aftenens EM-finale.
»It’s coming home!«
Det synger engelske fans denne søndag, mens gader og stræder i hovedstaden London er malet i hvide og røde farver.
EM-finalen 2021 mellem Italien og England er ikke begyndt, ingen vinder er fundet, men de engelske fans fester allerede som om pokalen er kommet hjem.
Fans uden billet til aftenens finale har desuden forsøgt at tiltvinge sig vej ind til kampen.
»Fans har hoppet over barrierer, men der har ikke været adgang til stadion, så der er ingen bekymring for, at denne finale ikke bliver afviklet,« skriver UEFA i et kommuniké.
Allerede tidligt om morgen var der ifølge BBC allerede dannet lange køer ude foran de engelske pubs.
I aften vil det være muligt for engelske pubs at holde åben 45 minutter over lukketid, hvis kampen mellem Italien og England på det engelske nationalstadion Wembley går i forlænget spilletid eller straffesparkskonkurrence.