Ukraines EM-trøjer vækker russisk vrede
Trøjen bærer bl.a. omridset af Ukraines landegrænse - inklusive Krim-halvøen, som Rusland har annekteret siden 2014.
Man siger, at man ikke skal blande sport og politik.
Det er ikke desto mindre, hvad der er sket, efter at Ukraines fodboldlandshold har offentliggjort deres spillertrøje til det forestående EM i fodbold.
Det er ikke de klassiske gule og blå farver, som vækker opsigt. Det er i stedet aftegningen af et kort på brystet af trøjen, som nu har fået Rusland op ad stolen.
Det skriver flere medier herunder BBC og CNN.
Kortet viser nemlig omridset af Ukraines landegrænse - inklusiv Krim-halvøen, som Rusland har annekteret siden 2014.
Formanden for Ukraines fodboldforbund Andrii Pavelko offentliggjorde søndag spillertrøjen i en video på sin Facebook-profil. Her knyttede han også ord til trøjen, som han beskrev som det mest »værdifulde omrids af vores land for os alle«.
»Et enkelt og udeleligt hjemland med Krim, Donetsk, Luhansk, Kiev, min hjemby Dnipro, lviv, Odessa og alle byerne og landsbyerne, hvor melodien til barndommen er melodien til nationalsangen.«
Foruden landkortet er trøjerne prydet med ordene ”Hæder til Ukraine” og ”Hæder til heltene” i trøjens krave.
Trøjen har fået russerne til at reagere. Talsmand for Ruslands Udenrigsministerium Maria Zakharova udtalte ifølge det russiske nyhedsbureau TASS, at kortet over Ukraine, der altså inkluderer Krim, er et forsøg på at »skabe en illusion af det umulige.«
Ifølge Ritzau kaldte det russiske parlamentsmedlem Dmitri Svisjtjev ifølge det russiske nyhedsbureau RIA trøjen »en politisk provokation« og konstaterede, at han mener, at den er ulovlig, fordi den viser russisk territorium.
Det fik Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, til at blande sig i debatten. I et tweet kommenterede han mandag på trøjen.
»Jeg kan virkelig god lide holdets udtryk. Til alle de, der begyndte at hvæse, fordi de internationalt anerkendte grænser eller den officielle hilsen til vores land skar i deres øjne: Vi vil ikke tillade nogen at fornærme vores nationale symboler. Hæder til Ukraine! Sammen mod sejren!«
En repræsentant for den russiske præsident, Vladimir Putin, nedtonede dog efterfølgende trøjen og det formodede politiske statement.
»Sport er sport. Vi er nødt til at hæve os over at anspore til had mellem russere og ukrainere,« lød det ifølge CNN fra talsperson Dmitry Peskov.
Europamesterskaberne i fodbold starter fredag den 11. juni. Her er Ukraine i gruppe med Holland, Østrig og Nordmakedonien, mens Rusland er i gruppe med Danmark, Finland og Belgien.
På grund af konflikten mellem Ukraine og Rusland kunne de to lande ikke spille i samme gruppe til mesterskaberne.
Ifølge Ritzau skriver Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, i sit reglement om spilledragter, at de »ikke må fornærme almindelig anstændighed eller sende politiske, religiøse eller racemæssige budskaber.«
Overfor CNN oplyser Uefa, at de ukrainske fodboldtrøjer er blevet godkendt.