Medie: Tour-stjerner har indrømmet doping
Fire af Lance Armstrongs tidligere hjælpere har ifølge en kendt avis indrømmet brug af doping.
Ifølge den hollandske avis De Telegraaf er fire af Lance Armstrongs tidligere holdkammerater blevet idømt seks måneders karantæne for brug af doping.
Det drejer sig om George Hincapie, Levi Leipheimer, Christian Vande Velde og David Zabriskie. Alle fire ryttere kører netop nu Tour de France.
Selv indrømmet
De har ifølge avisen selv indrømmet dopingmisbruget over for det amerikanske antidopingagentur (Usada), og de har vidnet imod deres tidligere holdkammerat Lance Armstrong.
Historien er at finde på forsiden af den normalt troværdige avis De Telegraaf, der også skriver, at det på utrolig vis er lykkedes for antidopingagenturet at sikre sig, at karantænerne først træder i kraft, når sæsonen er slut.
Dermed vil samtlige ryttere kunne køre Tour de France færdigt og senere deltage i Vuelta a Espana. Forbundet skulle have valgt at se bort fra rytterne til sommerens OL.
Manager nævnt
Garmin-Sharp-holdets manager Jonathan Vaughters bliver også nævnt, men det er usikkert, hvilke konsekvenser dopingindrømmelsen vil få for ham, da han for længst er stoppet som aktiv cykelrytter.
Vaughters var indtil onsdag chef for cykelrytteren Alex Rasmussen, der blev fyret fra holdet på grund af den karantæne, han onsdag blev idømt af den internationale sportsdomstol (CAS) for at sjuske med sine whereaboutsoplysninger.
I den forbindelse slog Vaughters fast, at man ikke kan være en del af Garmin-holdet, hvis man er indblandet i en dopingforseelse.
Jyllands-Posten.dks udsendte medarbejdere vil i forbindelse med starten på dagens Tour-etape forsøge at få en kommentar fra de implicerede ryttere.