Fortsæt til indhold
Cykling

Magnus Cort blev en del af en eksklusiv klub i Giro d'Italia

For anden gang inden for en uge oplevede Danmark en triumf i Giro d'Italia.

Det var ikke længe, at Magnus Cort lod Mads Pedersen være alene om at tilhøre en eksklusiv klub med Jesper Skibby som den eneste landsmand.

Nu har Danmark en trio af cykelryttere, der har vundet en etape i alle tre grand tours, som de tre største etapeløb bliver kaldt.

Magnus Cort opnåede karrierens første Giro d’Italia-sejr på årets 10. etape, der var en kuperet sag med mål i Viareggio.

»Det er en af de hårdeste etaper, jeg har gennemført. Og så at ende med sejren - det er helt utroligt,« sagde Magnus Cort med et lykkeligt smil i det officielle vinderinterview.