Fortsæt til indhold
Cykling

Ærgerlig Kron punkterede: Jeg kunne have kørt om sejren

Andreas Kron var med i et firemandsudbrud, da hans fordæk pludselig punkterede med knap 25 kilometer igen.

/ritzau/

Det var en potentiel etapesejr, der røg, da Andreas Kron punkterede på et kritisk tidspunkt på lørdagens etape i Tour de France.

Det mener den danske Tour-debutant selv efter at have set Michael Matthews køre med sejren efter at have været bedst på den stejle sidste stigning op mod flyvepladsen i Mende.

- Det var en mulig etapesejr. Okay, Matthews var virkelig stærk. Men jeg ramte gruppen, og hvis jeg ikke var punkteret, ville jeg have kørt med om sejren.

- Så ville det kun handle om, hvem der havde de bedste ben til sidst. Det er ærgerligt, siger Andreas Kron.

Han sad i en firemandsgruppe, der havde skilt sig ud fra det oprindelige udbrud på 23 ryttere.

Ud over Kron var det den senere etapevinder, Michael Matthews, Felix Grossschartner og Luis León Sanchez. Men da danskerens fordæk punkterede under en nedkørsel, var sejrschancen forpasset.