Fortsæt til indhold
Cykling

Kron glæder sig til pause fra uvant liv som kendis

Tour-debutanten Andreas Kron skal vænne sig til pludselig at være et kendt ansigt.

/ritzau/

Det har været vilde dage for de danske cykelryttere, mens Tour de France for første gang har slået vejen forbi Danmark.

Ryttere, der normalt lever et forholdsvis stille liv på de europæiske landeveje, oplevede pludselig at være på hjemmebane og blive feteret som rockstjerner af hundredtusinder af landsmænd.

Måske ikke så underligt, at Tour-debutanten Andreas Kron ser frem til mandagens hviledag i Frankrig - langt fra det rød-hvide inferno, der har præget de danske veje og byer i de seneste dage.

- For to uger siden kendte folk måske mit navn, men der var ikke mange, der vidste, hvem jeg var. Lige pludselig kan jeg ikke rigtig gå nogen steder, uden at folk skal have et billede og alt muligt.

- På en måde glæder jeg mig lidt til at komme lidt ned i gear igen. Jeg har ikke været vant til al den opmærksomhed. Det bliver rart at få en dag, hvor jeg kan slappe lidt af, siger han med et grin.

Tour de France kører videre og skriver nye historier, men dagene i Danmark bliver formentlig aldrig slettet fra erindringen hos de danske ryttere.

- Det har været større, end hvad jeg havde håbet på. Jeg er enormt beæret over den support, jeg har fået. Jeg kommer til at huske tilbage på det som noget af det største, jeg har oplevet.

- Selv hvis jeg vinder en etape, er jeg ikke sikker på, at det vil være en større oplevelse. At man knapt nok kan snakke med sine holdkammerater i feltet, fordi der er så meget larm fra publikum, det har jeg aldrig prøvet før, siger Lotto Soudal-rytteren.

Tour de France fortsætter på tirsdag med 4. etape med start i Dunkerque i Nordfrankrig.