Vingegaard om positiv coronatest: Vi har fået en advarsel
Mens en af holdets sportsdirektører har fået corona, er Jonas Vingegaard blevet testet negativ flere gange.
Jonas Vingegaard er foreløbig sluppet helskindet igennem flere af de coronatest, der udgør en nervepirrende stopprøve inden Tour de France-starten.
Det oplyser han på Jumbo-Vismas pressemøde efter nyheden om et positivt testresultat hos en af holdets sportsdirektører.
- Jeg er selv blevet testet flere gange, og de test har været negative. Det er selvfølgelig meget godt.
- Det giver lige en advarsel om, hvad der kan ske, siger Vingegaard om den positive test, der foreløbig tvinger sportsdirektør Merijn Zeeman til at holde sig væk fra løbet.
- Det er selvfølgelig noget rod. Det gør jo også, at vi er endnu mere påpasselige med ikke at få det ind i ryttergruppen og på holdet. Han testede positiv inden afrejsen, så han nåede aldrig til København, siger Vingegaard.
Det danske Tour-håb er udset som en af hovedpersonerne på et Jumbo-Visma-mandskab med store ambitioner.
Han og medkaptajnen Primoz Roglic stræber efter at støde Tadej Pogacar af Tour de France-tronen. Samtidig går holdkammeraten Wout van Aert målrettet efter at vinde den grønne pointtrøje.
Derfor har den positive coronatest sat holdet i forhøjet alarmberedskab inden de kommende tre ugers strabadser i Danmark og Frankrig.
- Vi kommer så meget som muligt til at holde os på afstand af fans og journalister, siger Grischa Niermann, en af holdets øvrige sportsdirektører.
- Coronasituationen giver da stress, fordi vi aldrig ved, hvad der sker. Den vil formentlig spille en rolle i Touren, siger han.
I opvarmningsløbet Schweiz Rundt tidligere på måneden sendte Jumbo-Visma hele holdet hjem, da der blev konstateret virus i feltet.
- Det skræmte os en smule, at covid-19 ikke er overstået, og at der stadig er en risiko for, at både ryttere og folk omkring holdet tester positive under Touren.
- Men vi kan ikke gøre så meget ved det. Vi er nødt til at leve med det, og vi glæder os stadig til Tour de France, siger Grischa Niermann.
/ritzau/