Fortsæt til indhold
Cykling

Russisk cykelrytter bliver fransk efter fremskyndet proces

Pavel Sivakov har længe ønsket sig at repræsentere Frankrig, og det er nu en realitet, skriver Ineos.

/ritzau/

24-årige Pavel Sivakov kommer frem over til at køre med et fransk flag ud for sit navn i diverse cykelløb og eventuelt for Frankrig ved VM og OL.

Det meddeler den nu tidligere russer via sit hold, Ineos.

- Jeg blev født i Italien og flyttede til Frankrig som etårig. Jeg voksede op, blev uddannet og forelskede mig i at køre på min cykel i Frankrig. Det føles som mit hjem, siger Sivakov.

Sivakov slår fast, at han længe har haft et ønske om at skifte nationalitet i cykelsammenhænge.

Men han erkender også, at processen er blevet fremskyndet med hjælp fra Ineos og Den Internationale Cykelunion (UCI) efter Ruslands igangværende invasion af Ukraine.

- Som jeg tidligere har sagt, er jeg totalt imod denne krig. Alle mine tanker er hos det ukrainske folk. Ligesom de fleste mennesker i verden lige nu håber jeg på fred og en hurtig ende på de lidelser, der foregår i Ukraine, siger Sivakov.

Sivakov er fem gange stillet til start i et grand tour-løb, og en samlet niendeplads i Giro d’Italia i 2019 er foreløbigt bedste resultat.

Samme år vandt han Polen Rundt og Tour de Alps.

Artiklens emner
Ineos