Fortsæt til indhold
Sport

OL-atleter bruger 100.000 kondomer

OL er meget mere end konkurrencer og medaljer.

Godt nok er lagengymnastik ikke på det olympiske program, men tilsyneladende glæder mange OL-deltagere sig til en anden type dyst til OL.

I atleternes OL-by foregår der nemlig ting, som ikke bliver transmitteret på TV. OL-byen er et sted, hvor 10.000 disciplinerede atleter har mulighed for at slå sig løs med ligesindede, veltrænede konkurrencemennesker.

Og i OL-byen er sex på programmet, det skriver det ankerkendte amerikanske sportsmedie ESPN.

Ville ikke hjem

Til sommer-OL i Sydney i 2000 var den amerikanske riffelskytte Josh Lakatos blevet bedt om at tage hjem sammen med sit hold, da deres konkurrencer var ovre.

Men skytten havde været til OL før, og han vidste, hvad der var under opsejling, så snart de første var færdige med deres konkurrencer. Derfor ville han ikke hjem.

Derfor blev han, og havde et hus helt for sig.

Drev "bordel"

Den olympiske by, som dukker op hvert andet år, når der er vinter- eller sommer-OL, byder på mange ting. Der er caféer, butikker og diskoteker. Men der er ikke meget privatliv, da de fleste atleter deler værelse med en holdkammerat.

Derfor rygtedes det hurtigt, at Josh Lakatos havde et hus for sig selv. De første, der ville låne lidt plads hos skytten, var nogle amerikanske atletikfyre, som ankom sammen med nogle skandinaviske svømmepiger.

Sådan fortsatte det med at komme besøgende hos Josh Lakatos de næste otte dage. Atleterne kaldte det bare ”skyttens hus”, og efter et stykke tid tænkte Josh Lakatos: ”Jeg driver et bordel i den olympiske by. Jeg har aldrig oplevet så mange udskejelser i hele mit liv,” skriver ESPN.

100.000 kondomer

Glansbilledet af olympiske atleter, der lever i cølibat under konkurrencerne, begyndte at falme i 1992, da det kom fra at arrangørerne havde bestilt kondomer til atleterne.

I Sydney i 2000 var 70.000 kondomer ikke nok til de 10.000 atleter, og i dag bliver der uddelt 100.000 kondomer pr. OL.

Mange nuværende og tidligere OL-deltagere holder sig til mantraet ”hvad der sker i OL-byen, bliver i OL-byen”.

75 pct. gør det

Men alligevel har en længere række af atleter løftet sløret for, hvordan atleterne slår sig løs under OL:

”Der er masser af sex under OL,” siger Hope Solo, kvindelig fodboldmålmand og guldvinder fra 2008. Hun anslår, at 75 pct. af atleterne dyrker sex med andre atleter under OL.

Allerede før åbningscermonien, når holdene flytter ind, begynder løjerne.

Finder sammen

”Det er ligesom første dag på college. Du er nervøs og superspændt. Alle møder folk og prøver at finde sammen med en,” siger vandpolokaptajnen Tony Azevedo, som har været med både i Beijing, Athen og Sydney og også deltager i London.

ESPN skriver, at denne spænding er helt naturlig. Atleterne er unge, enormt sunde og har trænet som kampsoldater i årevis. Pludselig bliver de sluppet løs i en by, hvor nysgerrige journalister og overbeskyttende forældre ikke har adgang.

Eric Shanteau, der er en amerikansk svømmer, siger at byen bliver ”en temmelig vild scene, den største smeltedigel, du nogensinde har været i.”

Stod i skridtbind

Den første gang en gruppe kvindelige fodboldspiller gik ind i en spisesal i OL-byen, fik de sig noget af en overraskelse.

Folk jublede højlydt, og de fik øje på to franske håndboldspillere, som kun var iført sokker, sko, skridtbeskytter, slips og hat. De stod oven på et spisebord, hvor de fordrede hinanden.

Carrie Sheinberg, skiløber, der deltog i vinter-Ol i 1994, siger til ESPN: “Du kan vinde en guldmedalje, og du kan sove med en rigtig lækker fyr.”

Regler

Den vilde OL-by kan også være lidt af en distraktion. Og derfor venter nogle efter sigende med at dyrke sex, indtil deres konkurrencer er overstået.

Nogle trænere prøver at mindske de sene aktiviteter i OL-byen ved at indføre regler om ro kl. 23, forbyde alkoholindtag eller forbyde besøg af det andet køn på værelserne.

Især afslutningscermonien ender i en vild fest for atleterne, fortæller sportsstjernerne.

Læs meget mere om atleternes beretninger på ESPN.