Fortsæt til indhold
Sport

OL-debutanten, der har taget verden med storm

Den 19-årige amerikaner Simone Biles har allerede sikret sig tre guldmedaljer ved OL i Rio og har ambitioner om at tage yderligere to medaljer med sig hjem.

Trods sine blot 142,5 cm og 48 kg er den 19-årige amerikaner Simone Arianne Biles ikke til at overse ved OL i Rio.

Hun er af flere blevet kaldt den bedste kvindelige gymnast nogensinde. Og det er ikke uden grund.

Ved de seneste tre verdensmesterskaber har Simone Biles nemlig vundet 10 guldmedaljer og er dermed den kvinde, der har haft størst succes ved VM i gymnastik målt på guldmedaljer.

Selv om hun med sine VM-præstationer allerede havde cementeret sit navn inden for gymnastikverdenen og i hele USA, var hun i OL-sammenhænge helt ny.

Som OL-debutant har Simone Biles dog formået at gøre sig bemærket verden over. Indtil videre har hun lavet guld-hattrick i Rio ved at vinde i allrounddisciplinen, i holdkonkurrencen med USA og senest i spring over hest.

Amerikanske Simone Biles har kunne hænge tre OL-guldmedaljer om halsen indtil videre. Foto: AP Photo/Dmitri Lovetsky

Selv om Simone Biles med rette kan siges at være trådt ind blandt de største olympiske idrætsfolk i historien, vil hun dog ikke sammenlignes med andre atleter.

»Jeg er ikke den næste Usain Bolt eller den næste Michael Phelps. Jeg er den første Simone Biles,« sagde hun efter den individuelle mangekamp, hvor hun suverænt sejrede med 2.1 procentpoint ned til landsmanden Alexandra Raisman.

Simone Biles' springkraft er så stor, at hun springer det dobbelte af sin egen højde. Foto: AP Photo/Dmitri Lovetsky

Simone Biles blev født i Ohio og blev som tre-årig sammen med sin søster adopteret af sin bedstefar og hans kone, da moderen ikke var i stand til at varetage pigerne på grund af et alkohol- og stofmisbrug.

Som seks-årig startede Simone Biles til gymnastik sammen med sin søster Adria, der også er gymnast.

Da Simone Biles i 2011 skulle være startet i highschool, valgte hun i stedet at fokusere udelukkende på gymnastikken og måtte derfor se sine kammerater fortsætte i highschool uden hende, mens hun selv fik hjemmeundervisning.

Siden da gik det stærkt for den unge amerikaner, som fik sin seniordebut i 2013 ved American Cup, hvor hun fik en andenplads.

Sideløbende fandt hun dog tid til high school, som hun blev færdig med sidste sommer. Hun tegnede i slutningen af 2015 desuden en stor sponsorkontrakt med Nike.

Sammen med sine holdkammerater sørgede Simone Biles for OL-guld til USA i holdkonkurrencen. Foto: AP Photo/Charlie Riedel

Mandag aften skal Simone Biles atter vise sine talenter, når hun deltager i finalen i bom for kvinder.

Den 19-årige stjernegymnast har forventningerne skruet i vejret og har meddelt, at hun går efter at vinde to medaljer mere, så samlingen i alt tæller fem OL-medaljer.

Tirsdag skal hun for sidste gang i aktion ved dette års OL, når hun deltager i finalen i disciplinen øvelser på gulv for kvinder.