Internationalt sportsmagasin: Så mange OL-medaljer vinder Danmark
Hvis det amerikanske magasin Sports Illustrateds forudsigelser holder stik, kan de danske atleter se frem til at hente 11 medaljer hjem fra De Olympiske Lege i Rio.
Ti medaljer til danske atleter ved den 31. udgave af De Olympiske Lege.
Sådan lyder den officielle danske målsætning fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.
»Det er en yderst ambitiøs, men også realistisk målsætning,« har Morten Rodtwitt, chef de mission i Danmarks Idrætsforbund, tidligere udtalt.
Hvis man skeler til det amerikanske sportsmagasin Sport Illustrated, der har forsøgt at forudsige hele OL og dermed, hvilke atleter der tager hvilke medaljer med sig hjem, kan Danmark se frem til at hente hele 11 medaljer ved OL i den brasilianske storby Rio.
Af sportsmagasinet bliver kajakroeren René Holten Poulsen og skytten Torben Grimmel udset som guldfavoritterne.
Morten Rodtwitt fra Danmarks Idrætsforbund er da heller ikke sen til at spå medaljechancer til René Holten Poulsen, som han kalder »vores største medaljehåb i Rio«.
Ifølge Sports Illustrateds forudsigelser bliver det USA, som render af sted med flest medaljer efterfulgt af Kina og Rusland.
Se her hele listen, hvor Sports Illustrated spår om udfaldet af OL i Rio.