»Nogle gange har jeg tænkt, at ”nu må du sgu snart se at komme videre, Janne K”«

Håndboldspillerne løber i en slange gennem hallen i Atlanta, USA. Armene strækker de ud til begge sider som vinger på en flyvemaskine. Anja Andersen, der er holdets helt store stjerne, løber forrest, og bag hende følger resten af det danske landshold og deres trænere.

Året er 1996, og Danmark har vundet OL-finalen i kvindehåndbold over Sydkorea. Bølgen af flyvende håndboldkvinder stopper midt i hallen, og spillerne omfavner hinanden.

Midt i jublen er en kvinde med lyse krøller. Janne Kolling er en del af holdets rygrad. Hun debuterede på landsholdet i 1988 og har været holdets anfører siden 1994. Hun fortsætter som anfører frem til foråret 1998 og ender med 12 år som landsholdsspiller, 250 landskampe, medaljer ved EM, medaljer ved VM og endnu en guldmedalje ved OL i Sydney i år 2000.

Janne Kolling løber ikke forrest, men hun er midt i begivenheden. I Danmark følger befolkningen finalen i Atlanta på tv-skærme. Janne Kolling og resten af spillerne er centrum for folkets bevågenhed. De er en succes. Og Janne Kolling kender opskriften på succes. Hun har allerede fulgt den i mange år: Hårdt arbejde.

OL i Sydney, fire år efter flyveturen over halgulvet i Atlanta, blev Janne Kollings sidste optræden for landsholdet. Kort efter indstillede hun den aktive karriere på grund af en korsbåndsskade, der brød op. Men hun fortsatte med at knokle for håndbolden.

Fliden har ført Janne Kolling til det job, hun i dag har for Dansk Håndbold Forbund. Hendes titel er ”projektleder for hospitality”, og hun står blandt andet for arrangementer med sponsorer og partnere.

»Det er verdens dejligste job. Det er et meget alsidigt job, dels med skrivebordsarbejde, kommunikation med sponsorerne, koordinering og planlægning, dels med opgaver med at tage ud og rekognoscere og inspicere de steder, vi rejser hen med sponsorerne,« forklarer Janne Kolling, der i dag er 47 år.

Store pokaler står på række i Dansk Håndbold Forbunds nye domicil ved Idrættens Hus i Brøndby. Her står Janne Kollings skrivebord, og herfra arbejder hun med at videreføre den succes, som hun gennem sit eget spil som højrefløj var med til at sikre sporten. Janne Kolling stiller en karaffel med vand og to glas på bordet i et mødelokale med moderne glasvægge. Så fortæller hun. Vi begynder ved slutningen af karrieren.

Sluttede med en skade

Janne Kollings karriere endte med en korsbåndsskade i år 2000. Efter at have spillet i Viborg i en del år, var hun rejst til Spanien med Anette Hoffmann, hvor de to landsholdsspillere spillede for Corte Blanco Bidebieta i et år. Derefter var Janne Kolling flyttet til Norge med sin daværende kæreste, som var uddannet fiskeriingeniør og derfor havde gode jobmuligheder i Norge. Her spillede Janne Kolling for Tertnes i to år, inden hun blev korsbåndsskadet i 1999 og gik glip af VM i december 1999.

»Efter min korsbåndsskade kæmpede jeg en hård kamp for at blive klar til OL i 2000, og det klarede jeg,« fortæller Janne Kolling.

Janne Kolling og resten af kvindelandsholdet i håndbold vandt guld ved OL i Sydney, hvor de slog Ungarn i finalen. Herefter stoppede Janne Kolling på landsholdet. Den tidligere håndboldstjerne Anja Andersen havde stoppet sin karriere på grund af hjerteproblemer, og hun havde nu startet et håndboldhold med store ambitioner i Slagelse. Janne Kolling skrev i år 2000 under på en to-årig kontrakt med Slagelse, men måtte stoppe med at spille halvvejs inde i den første sæson, fordi hendes korsbåndsskade var brudt op på ny.

»Så det blev ganske klart for mig, at min håndboldkarriere var på retur,« siger Janne Kolling.

Janne Kolling gennemførte kontrakten med Slagelse som assisterende træner for Anja Andersen i sin anden sæson i klubben. Herefter blev hun gravid. Men mere om familien senere. Først arbejdslivet.

Bankede på ved FCK

Efter barslen var Janne Kolling i tvivl om, hvad hun nu skulle arbejde med. Bortset fra den ene sæson, hun spillede i Spanien, havde hun altid haft enten fuldtids- eller deltidsjob ved siden af håndbolden. Hun havde en kontoruddannelse og havde arbejdet for Nordjyllands Statsamt i Aalborg, imens hun spillede for Viborg.

Hun boede nu på Østerbro i København, og FCK Håndbold havde manifesteret sig som en stærk klub med ligahold på både dame- og herresiden. Janne Kolling så en mulighed for at arbejde for den nye klub, der lå lige, hvor hun boede.

»Så jeg bankede på og spurgte, om de kunne bruge mig. Umiddelbart var der ikke en stilling ledig i håndboldafdelingen, men jeg blev i stedet tilbudt et job i deres salgsafdeling, hvor jeg skulle sælge sponsorater for håndbolden. Det takkede jeg ja til,« fortæller hun.

Efter en kort periode sagde sportschefen op, og Janne Kolling fik tilbudt en stilling som sportskoordinator for FCK Håndbold under direktøren, Dan Hammer.

»Så blev håndbolden igen mit levebrød, nu bare på den anden side af skrivebordet. Det var enormt lærerigt og et super fedt sted at arbejde,« husker Janne Kolling.

Hun stod for praktiske opgaver, når der blev spillet kamp, bestilling af tøj, registrering af kontrakter, planlægning af transport i forbindelse med kampe, fandt lejligheder til nye spillere, møblerede lejligheder og løste flere andre opgaver.

»Det var et blækspruttejob, men meget båret af kontorjobbet derinde, og af opgaver i forbindelse med afvikling af kampe, som også omfattede en værtindeopgave ved vores VIP-arrangementer i hallen for vores sponsorer,« fortæller Janne Kolling, der dermed lærte mange af de færdigheder, som hun bruger i sit nuværende job ved DHF.

»Jeg er kommet om på den anden side og har set, hvilke hjul der skal dreje rundt, for at alt det andet fungerer,« fortæller hun.

Som aktiv håndboldspiller skulle hun passe sin træning og fungere på holdet sammen med de andre spillere, træneren og omgivelserne. Men ved at beskæftige sig med håndbold fra en administrativ og organisatorisk side, har hun fundet ud af, hvor stort et arbejde, der bliver udført rundt om spillerne, så de ikke behøver at forholde sig til praktik, men kan koncentrere sig om sporten.

»For det er i virkeligheden det, det handler om: At få tingene til at fungere, så man ikke mister fokus,« siger Janne Kolling.

Efter fem år i FCK Håndbold fik hun sit nuværende job i Dansk Håndbold Forbund, og her har hun været i otte år til august. Hun står for arrangementer for sponsorerne i forbindelse med landskampe, mesterskaber, seminarer, medarbejderarrangementer og meget mere.

Når landsholdene spiller mesterskaber i andre lande, bliver jobbet ekstra interessant, synes Janne Kolling. Så rejser hun med partnere og sponsorer til udlandet for at se landskampene. Typisk er gruppen af sted i tre-fire dage. Janne Kolling arrangerer en kombination af håndbold og inspirationsture for sponsorerne, der rejser med.

På rekognoscering med Camilla Andersen

Når Janne Kolling skal arrangere en tur til udlandet, prøver hun at gøre sig nogle forestillinger om, hvad det er for et land, de skal rejse til, og hvad der er interessant at opleve det sted. Hun arbejder sammen med den tidligere landsholdsspiller Camilla Andersen, som har rejsebureauet Travel Sense og er en af sponsorerne i DHF. Sammen arrangerer Janne Kolling og Camilla Andersen rejserne for DHF’s sponsorer, og det gør de ved selv at rejse i forvejen.

»Vi tager ud og kigger på hoteller, restauranter og oplevelser. Tit har jeg kontakt til ambassaden i det pågældende land om, hvad der er af interessante ting for danske virksomheder at opleve det sted. Er der nogle spændende danske virksomheder, som har domicil i det pågældende land? Kan vi kombinere vores ophold med et virksomhedsbesøg? Der skal gerne være noget fagligt, som er relevant for vores partnere,« forklarer hun.

Familien fylder i fritiden

Janne Kolling fik to børn, efter hun indstillede sin håndboldkarriere, en datter og en søn, som i dag er 13 og 10 år. Håndbold og arbejde havde fyldt størstedelen af hendes tid indtil da. Hun var nu klar til at prioritere sit eget, private liv højere.

»Jeg har spillet lidt håndbold efterfølgende, old girls, men jeg var faktisk ganske klar til at lægge håndbolden på hylden,« siger hun og tilføjer:

»Jeg havde været på landsholdet i 12 år og syntes, at jeg havde fået fantastisk mange oplevelser. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle drive min håndboldkarriere dertil, hvor den nåede. Men jeg var også ret klar til at tage fat på den anden del af mit liv, som var mit civile liv, og som jeg ikke havde brugt så frygtelig meget tid på. At stifte familie og få to skønne unger,« siger Janne Kolling.

Kort efter at Janne Kolling fødte sin søn, blev hun alene. Derefter gik der et par år, inden hun fandt sin nuværende mand, som har en søn på 28.

I København fandt Janne Kolling et håndboldhold med tidligere elitespillere, og her spillede hun i adskillige år old girls-håndbold. Mange medspillere kendte hun fra gamle dage, og hun følte, det var ret unikt at finde sådan et fællesskab. Men efterhånden faldt flere og flere fra.

»Så det var ikke helt det samme mere. Derfor besluttede jeg mig for, at det måske bare var det,« siger hun.

For et år siden stoppede hun med at spille håndbold, og nu løber en tur i skoven et par gange om ugen i stedet.

Talent, flid, gode trænere og held

Hvordan bliver man så god til at spille håndbold, som du var?

»Jeg tror, at det er en god portion talent, flid og vilje. Og så at man er sammen med nogle dygtige spillere og trænere, så man kan udvikle sig, få lavet en plan og finde ud af, hvor man er på vej hen, og hvad man skal blive bedre til. Det er ret essentielt,« siger Janne Kolling, der er forblevet ydmyg i forhold til sin egen succes.

»Jeg tror, at begyndelsen på min karriere har været forbundet med en vis portion held. Jeg er en venstrehåndet spiller, og det gør konkurrencen knapt så stor. Men jeg vil påstå, at de dygtige trænere, jeg har haft gennem årene, har været med til at gøre mig til den dygtige spiller, jeg med tiden blev,« siger Janne Kolling.

Derudover skal rammerne være i orden, hvis man skal udvikle sig, mener Janne Kolling. I 1990’erne levede spillerne tit under ydmyge forhold, når de var på træningslejre. Men det var godt nok, og de billige hoteller gjorde ikke Janne Kolling noget.

»Det var en spændende periode at være på landsholdet i. Holdet var i slutningen af 1980’erne tæt på at blive nedlagt, men blev til en succes , og det skabte respekt for kvindehåndbold,« mener hun.

Janne Kollings og kvindelandsholdets succes i 1990’erne har haft stor betydning for sporten, men succesen som håndboldspiller har også udviklet hende som person.

»Nogle gange tænker jeg tilbage på den person jeg også var, da jeg gik rundt og spillede håndbold i Hornbæk, eller ”Hårnbæk”, som det hedder ovre ved Randers, hvor jeg kommer fra. Jeg var en genert, tilbageholdende pige, og jeg er i den grad blevet skubbet ud over rampen. Jeg kunne se, at hvis jeg ville noget med min håndbold, så var jeg nødt til at manifestere mig og udfordre mig selv,« forklarer hun.

Erkendelsen af, at hun var nødt til at træde i karakter for at blive en stærk håndboldspiller, lærte hende at gå efter sine mål.

»Det har udløst en eller anden vilje, en stædighed og ihærdighed. I seks år boede jeg i Aalborg og spillede divisions- eller ligahåndbold i Viborg. Jeg havde et fuldtidsjob og fik fri klokken 16. Så tog jeg hjem, hentede min sportstaske og kørte til Viborg for at træne. Jeg var hjemme igen ved 21-22-tiden om aftenen, og det gjorde jeg altså tre-fire dage om ugen, og så havde vi også lige en kamp, fysisk træning, og måske havde vi også lige en midt-uge-kamp,« husker Janne Kolling.

Men det var sliddet værd.

»Det var fedt. Jeg elskede spillet, fik lov til at beskæftige mig med noget, som jeg syntes var helt fantastisk og var sammen med nogle skønne mennesker. Jeg var nærmest mere sammen med mine holdkammerater, end jeg var med min familie og min kæreste,« siger Janne Kolling.

Bliver mindet om fortiden

Håndbolden har været afgørende for, hvordan Janne Kollings liv har formet sig, men det betyder ikke, at hun svælger i fortiden, forklarer hun.

»Det er det, der er mærkeligt. Det forsvinder hurtigt igen, men minderne og vennerne har jeg for evigt. Nu er jeg bare Janne, som arbejder i den kommercielle afdeling hos DHF med at styrke håndbolden som brand og sport,« siger hun.

Men nogle gange bliver hun alligevel mindet om tiden som aktiv spiller. Hendes børn synes, at det er underligt, når folk genkender deres mor på gaden og begynder at snakke med Janne Kolling om håndbolden i 90’erne.

»De synes, det er lidt mærkeligt, at jeg engang var en kendt person, men så får jeg jo lejlighed til at fortælle dem lidt historier fra dengang,« siger hun.

Nye succesoplevelser

Janne Kolling vinder ikke længere håndboldkampe, men på jobbet bliver hun hele tiden stillet over for nye udfordringer. Det kan hun godt lide. I 2014 var hun en del af det team, som afviklede EM for herrer. Alle spilledage stod hun for et arrangement med 1.600-1.800 VIP-gæster i Messecenter Herning.

I 2015 arrangerede DHF VM for damer, og i 2019 skal Danmark stå for VM i håndbold for herrer sammen med Tyskland.

Hvad har du lært gennem alle de år, du både har spillet håndbold og arbejdet med det praktiske uden om håndbolden?

»Det har været med til at forme mig som person. Det er svært at spå om, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg ikke havde brugt det meste af mit voksenliv på håndbold. Men det er ikke noget, jeg har fortrudt et eneste sekund. Det har været det hele værd, og jeg har fået så mange oplevelser med mig videre. Jeg er jo meget en teamspiller og fungerer ret godt i mit civile arbejde i arbejdsprocesser, hvor man arbejder sammen mod et mål. Det tror jeg, håndbolden har lært mig rigtig meget om,« forklarer Janne Kolling.

Der må være noget godt i det håndbold, siden du er fortsat med det…?

»Nogle gange har jeg tænkt, at ”nu må du sgu snart se at komme videre, Janne K”. Men jeg trives rigtig godt i mit job i Dansk Håndbold Forbund, hvor omdrejningspunktet jo stadig er håndbolden, men uden at jeg som sådan har noget med håndbolden at gøre. Jeg kunne jo lige så godt sidde i et eventfirma, for det er i virkeligheden unikke oplevelser, der taler til hjertet, som jeg er med til at give. Og med håndbolden som omdrejningspunkt vækker det en helt naturlig passion hos mig,« siger hun.

Hendes råd til unge spillere er, at de skal gøre deres bedste for at blive gode.

»Man skal ikke nødvendigvis være en stjerne i svøb fra starten. Man kan nå rigtig langt med talent, vilje og flid.«