Sådan har lottovinder brugt 315 mio. kr.
Lotto-millionær og hendes mand har købt villaer til familien. Langt de fleste millioner er dog investeret.
At vinde 315 mio. kr. i lotto vil for de fleste være forbundet med en begivenhed, der vender op og ned på livet.
Sådan har det også været for den 47-årige kvinde fra Helsingør, der den 21. februar vandt danmarkshistoriens største lottogevinst på 315 mio. kr.
På tre uger har hun og hendes mand nået at købe en håndfuld villaer til sig selv og deres familie, børnene har fået en stor sum penge hver, og det er også blevet til en ny minibil. Resten af de mange millioner er nu solidt investeret i aktier og obligationer.
Rådgivere har hjulpet parret med investeringerne, således at de kan regne med et årligt renteafkast på ca. 12 mio. kr.
Det fremgår af et interview med parret, som Helsingør Dagblad bringer i dag. Parret har ikke ønsket at stå frem i medierne med navn, men dagbladet kalder kvinden for D og ægtemanden for C i interviewet.
Her fortæller de nybagte mangemillionærer, at det trods den enorme sum fra Eurojackpot-spillet i bund og grund stadig føler sig som de samme mennesker som før gevinsten.
"Jeg går stadig efter tilbuddene i supermarkedet. Det vil altid være sådan. Det ligger så dybt i mig, at man ikke skal rutte med pengene. Også selv om man er multimillionær," siger D i interviewet.
Bortset fra hus- og bilkøbet har D været ude og shoppe for 4.000 kr., men hun fik dårlig samvittighed, da hun kom hjem.
Og hendes mand tilføjer, at "vi forandrer os sgu aldrig."
De mange millioner har dog givet mulighed for at søsætte et par af de drømme, som aldrig har kunnet realiseres. Ægteparret har investeret i en villa på Strandvejen, som de flytter ind i om nogle måneder. Her får D mulighed for at have de heste, som hun aldrig har haft råd til.
Parrets sammenbragte børn har også fået et hus hver, og det samme gælder D's søster, skriver Helsingør Dagblad.
Mens de lokale ejendomsmæglere således har fået kunder i butikken, snød en Mercedes-forhandler derimod sig selv for en god forretning, fortæller parret.
"Han (forhandleren, red.) gad ikke engang at kigge op fra skærmen, da jeg kom for at købe bilen," fortæller D., som erkender, at hun nok ikke lignede "en af deres sædvanlige kunder".
"Men han skulle sgu bare vide," siger hun med et grin til avisen. Hun fortæller, at parret i stedet valgte at købe en næsten ny minibil til 120.000 kr.