Fortsæt til indhold
Sport

Skuffet Olesen mod nye mål

Svenskeren Henrik Stenson blev den første spiller til at genvinde titlen i DP World Tour Championship, der afsluttede sæsonens Race to Dubai.

Frits Christensen, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

DUBAI

Thorbjørn Olsen trænger til en god lang vinterferie.

Det lagde han ikke skjul på efter en finaledag, hvor han løb tør for krudt i kampen med de store kanoner øverst på verdensranglisten, Henrik Stenson, Rory McIlroy og Justin Rose.

Med fire slag op til finalens førerbold havde danskeren et spinkelt håb om at spille med om titlen, men med en finalerunde i beskedne par efter to birdies og to bogeys rykkede han tilbage til en 12. plads.

»Jeg havde slet ikke held med puttningen i dag, og med de chancer, jeg havde både lørdag og søndag var det en skuffende afslutning på turneringen,« sagde Thorbjørn Olesen, der har haft en meget lang sæson med mange turneringer såvel i USA på PGA-touren som på European Tour.

»Jeg har nu spillet de sidste syv uger i træk og er ved at være godt smadret, så nu går jeg på en god lang vinterferie,« siger danskeren, der med en absolut topplacering havde muligheden for at spille sig ind i den store Nedbank Challenge i Sydafrika, hvor Thomas Bjørn skal forsvare titlen.

Thorbjørn Olesen er med andre ord ikke til start, når den nye sæson indledes i Sydafrika med først Nedbank i Sun City og ugen efter Alfred Dunhill Championship på Leopard Creek. Han har heller ikke besluttet sig for, hvor og hvornår han starter igen efter juleferien, men målene fejler ikke noget.

»Desværre betød min 12. plads, at jeg ikke avancerede fra nummer 32 til top 30, der kvalificerer sig til British Open i juli. Et andet mål er, at jeg skal spille mig ind på top 50 på verdensranglisten og ad den vej få en invitation til US Masters på Augusta National,« siger den 24-årige dansker, der ikke i 2015 har fuld spilleret på US PGA-touren og derfor vil være at finde i flere European Tour-turneringer.

Thorbjørn Olesen kan dog glæde sig over en lille mio. kr. for sin 12. plads.

Dramatisk afslutning

Før Dubai-finalen havde Rory McIlroy allerede sikret sig Henry Vardon-trofæet som vinder af Race to Dubai, men som sidste års dobbelte vinder af både Race to Dubai og den amerikanske FedEx Cup ville en stærkt spillende Henrik Stenson ikke tillade McIlroy en dobbelttriumf.

Efter en dramatisk afslutning, hvor spanieren Rafa Cabrera-Bello gik helt ned med to dobbelte bogeys på hullerne 16 og 17, sluttede Henrik Stenson med en runde i 70 slag, to under par, hvilket var nok til et to slags-forspring ned til trioen Rory McIlroy, Justin Rose og franskmanden Victor Dubuisson.

»Jeg var lige ved at smide det hele med en forfærdelig dobbelt bogey på hul 11, men jeg holdt mig inde i kampen, og det var perfekt for mig at slutte sæsonen med den sejr, jeg har ventet på så længe,« sagde svenskeren, der kan sætte 8 mio. kr. ind på bankbogen for førstepladsen plus næsten 5 mio. kr. fra bonuspuljen for andenpladsen i Race to Dubai, hvor Rory McIlroy løber med den største bonus på næsten 7,5 mio. kr.