Travbaner lukkes
Omlægningen af tipsmidlerne lukker to travbaner i udkantsområder.
Hestesporten vil i 2018 modtage 30 mio. kr. mindre om året fra tipsmidlerne, end det nu er tilfældet. Sporten vil til den tid få en tredjedel mindre i offentlig støtte end i 2014. Det betyder, at to af ni af travbanerne i Danmark allerede fra årsskiftet bliver lukket.
»Det bliver banerne i Nykøbing Falster og Billund, som lukkes på den måde, at de ikke modtager tilskud fra den 1. januar. Det er dem, som bedst kan undværes i forhold til, at der kommer færrest mennesker og der er mindst spil,« siger formanden for Hestesportens Finansieringsfond (HFF), Bent Knie-Andersen. HFF forvalter hestesportens tipsmidler.
Videncentret For Landbrug har regnet på, hvad lukningen af de to baner betyder for lokalområderne. Det er sket ved at lægge sig op ad en analyse fra Aarhus Universitet fra 2009 om hestesportens betydning for samfundsøkonomien.
»Man vil tabe et betragteligt antal arbejdspladser, nemlig 800-900. Det er arbejdspladser, der ofte er placeret i udkantsområder, og tillige inkluderer mange af de svage samfundsgrupper,« skriver videncentret i et svar til lovforslaget, som bliver førstebehandlet den 6. november.
I april blev samtlige partier i Folketinget enige om en ny tipsnøgle, der beskriver fordelingen af Danske Spils overskud til samfundet.
Anti Doping Danmark samt Sport Event Danmark får flere penge. Hestesporten skal betale. Tilskuddet bliver 20 mio. kr. mindre om året i 2016 til 30 mio. kr. i 2018 og fremadrettet.
»Vi kommer til at køre på totredjedele af det nuværende niveau med færre baner, løb og tilskuere. Der bliver færre spillere, og det kommer til at gå ud over gevinsten til det offentlige,« siger Bent Knie-Andersen.
Spil på hestesport er tidligere blevet lagt ind i Danske Spils regi mod, at hestesporten kom på tipsnøglen. Nu vil den købe spillet tilbage som følge af beskæringen. Det synes urealistisk på grund af HFF’s egenkapital på 40,7 mio. kr.
»Det er ikke noget at prale af, når Danske Spil i sin tid gav 50 mio. kr. for spillet på hestesport,« siger Bent Knie-Andersen.