1.000 km gennem sand og is

Når hovedparten af danskere nærmer sig deres 50-års fødselsdag, så begynder de at spekulere på, om der skal være runde borde og livemusik til festen. Da Asger Flygare Bech-Thomsen nærmede sig 50, besluttede han sig for, at året skulle fejres ved at løbe sammenlagt 1.000 km igennem fire forskellige ørkener.

»Da jeg fyldte 49, spurgte min kone, hvad jeg kunne tænke mig, når jeg fyldte 50. Jeg søgte lidt på nettet og fandt et par lister over udholdenhedsløb, som begge indeholdt ”4 Deserts”. Da jeg sagde til min kone, at jeg godt kunne tænke mig det, sagde hun selvfølgelige bare ”ja, ja, kære” på en lidt overbærende måde,« fortæller Asger Flygare Bech-Thomsen.

Og hans kones reaktion synes at være ganske naturlig. En mand på 50, som siger, at han vil gennemføre fire ørkenløb på hver 250 km i løbet af et år, kalder nærmest på overbærenhed og hengivenhed. Og han var også selv i tvivl om, om han kunne gennemføre.

»Jeg havde ikke den ringeste chance for at vide det. Jeg har jo ikke løbet et 250 km ørkenløb før, så det kunne jo sagtens være, at jeg ikke ville komme igennem det,« siger han.

Men han kom igennem. Faktisk gik det så godt i det første løb i Sahara-ørkenen, at han blev nummer 16 af 172 gennemførende løbere.

»Min kone synes, at jeg skulle slappe lidt af. Hun syntes, jeg skulle løbe det første løb og stoppe derefter. Men hun har fortalt, at da hun så min placering i det første løb, så vidste hun godt, at jeg ikke ville stoppe der,« siger Asger Flygare Bech-Thomsen.

Og selv om han sagde, at målet var at gennemføre, så havde han inderst inde en anden målsætning.

»Jeg sagde det ikke til folk, men jeg ville gerne i topti procent. Jeg er konkurrencemenneske, og man kan jo ikke bare sætte sig et mål om at komme i den bedste halvdel,« siger han og får det til at lyde helt logisk, at man går efter at komme i den bedste tiendedel af feltet, selv om det er første gang, man deltager.

Jagten

Asger Flygare Bech-Thomsen har gennemført to af de planlagte løb. Første løb var i Jordan, hvor Sahara-ørkenen skulle krydses. Det andet løb var i Gobi-ørkenen i Kina. Løberne løber over seks etaper. De fire første dage løber de 40 km om dagen. Derefter kommer en etape på 80 km og til sidst en etape på ti km. Deltagerne skal have alt, hvad de skal bruge, med selv, og det betyder, at man starter med ca. ni kilo bagage i sin rygsæk. I rygsækken er blandt andet en sovepose, kogegrej til at lave mad på, spejl, kompas, overlevelsestæppe, regnjakke og medic-grej, som typisk er ting, som kan udbedre de vabler, som uundgåeligt bliver en følgesvend i ørkenen.

Og så er der maden. Frysetørret mad til alle dagene, müsli og energibarer. Maden tilberedes, når løberne har overstået dagens etape, og energibarerne bliver spist undervejs. En halv i timen.

»Til sidst er man ved at brække sig af de energibarer. De er så modbydelige, men jeg ved, at de bare skal ned. Og når man så skal spise til aften, er det frysetørret mad. Det er sgu ikke nogen kulinarisk oplevelse, og sommetider ved man ikke, om man spiser karrygryde eller spaghetti bolognese. Det smager af det samme.«

I det første løb brugte han godt 32 timer på at tilbagelægge de 250 km. I det andet løb tog det knap 34 timer, men det er en historie fra de sidste 14 km, der huskes bedst.

»Den sidste strækning i Gobi var 14 km. Og selv om vi havde løbet 236 km, lå vi tæt tidsmæssigt. Jeg lå nummer ni, og så var der amerikaneren Rob – fem minutter efter mig. Foran mig var der en tysker, som havde løbet tyve minutter hurtigere. Vi blev sendt af sted i grupper. De langsomste først og til sidst de fjorten hurtigste. Jeg sagde til tyskeren, at jeg var glad for min niendeplads, og at jeg ikke havde til sinde at angribe ham. Men hvis Rob jagtede mig, havde jeg ikke til sinde at give ham noget som helst. ”I’m gonna run you over,” lod jeg ham vide.

Vi stod helt tæt, og da starten gik, stormede Rob af sted for at få lukket hullet på de fem minutter. Jeg fæstnede blikket på hans rygsæk og lagde mig lige bag ved ham. Jeg løb ved siden af tyskeren, men ingen af os havde lyst til at løbe hurtigt.

Sletterne i Gobi er gennemskåret af nogle regnvandskanaler, så når man løber 2-300 meter, så er der en regnvejrskanal, som kan være fra to til otte meter dyb. Normalt hjælper man hinanden over vandingskanalerne, men i dette tilfælde var der ingen hjælp.

Tyskeren begyndte at psyke Rob og sige, at han ikke ville kunne ryste mig af, og Rob svarede flere gange, at han bare gerne ville i topti. Der gik det op for mig, at Rob havde læst forkert på listen. Det tog os en kilometer, før vi fik ham overbevist om, at vi ikke prøvede at ”bullshitte” ham, og at han rent faktisk var nummer ti. I regnearket med resultaterne stod titlen øverst, og derefter kommer navnene nedad. Derfor stod han ud for række nummer elleve, men som løber nummer ti. Da han var blevet overbevist om det, kom tempoet ned, og vi løb sammen over målstregen.«

Frederikssundsvej: 05.00

Asger Flygare Bech-Thomsen er chief operating officer i Nordisk Film Biografer, hvor han har været ansat siden 2009. Med en uddannelse som skibsingeniør var det ikke den oplagte destination, men over direktørjob i bl.a. boghandlerkæden Arnold Busck er Asger Flygare Bech-Thomsen endt i et kontor på øverste etage af de hæderkronede bygninger hos Nordisk Film i Valby.

Han dyrkede atletik og løb maraton, længe inden det nærmest blev en del af erhvervslederes jobbeskrivelse. Men efter han som 35-årig fik sit første af tre børn, var der vigtigere ting end at træne for at holde sig i topform. Nu er børnene blevet 15, 13 og 10, og nu tillader hverdagen igen, at han bruger mere tid på sin træning.

Vi har mødt ham på en af de dage, hvor han er løbet på arbejde. Det gør mange danskere, men de færreste gør det, hvis de bor 43 km fra deres arbejdsplads. Asger Flygare Bech-Thomsen løber med rygsækken fra Frederikssund til Valby ca. én gang om ugen. Træningsturen tager over fire timer og starter lige inden klokken fem om morgenen. Men hvad ryger der gennem hovedet på ham, når vækkeuret ringer inden klokken fem, og der venter 43 km og en arbejdsdag bagefter?

»Man tænker, ”sluk det, og læg dig til at sove igen.” Men så begynder den indre dialog om, at man har et løb, og at man bør gøre det. Og når man har været igennem den dialog i fem minutter, smider man fødderne ud af sengen. Derfra er man i gang,« forklarer han.

Den påstand vil nok ikke finde opbakning alle steder, men man tror på Asger Flygare Bech-Thomsen, når han forklarer det. Han får det til at lyde helt naturligt, at han bare står en time tidligere op og møder lidt senere på arbejde. På den måde koster det heller ikke så meget tid i forhold til familien, siger han.

Tilfredsstillende mål

Når man bliver præsenteret for de strabadser, det kræver at være med i ”4 Deserts”-ørkenløbene, er der et spørgsmål, som fylder mere end nogen andre: hvorfor?

»Det er sjovt, alle danskere spørger, hvorfor jeg gør det. Alle de nordmænd, jeg arbejder sammen med, spørger, hvilken rygsæk jeg løber med,« griner han.

Men han kommer ikke uden om at svare på, hvorfor han har valgt at tilbagelægge 1.000 af de mest strabadserende løbekilometer, denne jordklode har at tilbyde i løbet af det år, hvor han fylder 50.

»Det korte svar er, at det er tilfredsstillende at sætte sig et mål, og så gennemføre det. Filosoffer kan sikkert forklare, hvorfor det er godt at sætte sig et mål og den slags teoretiske ting. Men jeg ved bare, at jeg har det godt med det. Det har jeg også på mit arbejde. Jeg har det godt med at sætte et mål, og jeg har det endnu bedre, når jeg når det,« siger han.

Men kunne du så ikke sætte dig et mål om at gennemføre et løb på 80 km?

»Jo, men ville det være lige så tilfredsstillende? Ville 250 km ikke være tre gange så tilfredsstillende som 80?«

Grand Slam

Hvis Asger Flygare Bech-Thomsen gennemfører alle fire løb, vil han, så vidt han har researchet sig frem til, være den første skandinav, der gennemfører en såkaldt Grand Slam. Alle fire løb inden for et kalenderår. 1.000 km. Lige nu har han den tredjebedste tid blandt de løbere, som løber alle fire løb.

Hvis man skal lykkes med sådan et projekt, kræver det mange timer med løbesko og rygsæk på landevejen. Asger Flygare Bech-Thomsen løber mellem 60 og 110 km om ugen. Han har ikke haft nogen træner til at lave sit træningsprogram, men efter det første løb har han fået gode råd af andre ørkenløbere. Med så mange timer alene handler det om at udnytte den tid bedst muligt.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg tænker godt, når jeg på en løbetur er alene med mine tanker. Jeg tror, at jeg får udrettet lige så meget, men det er min egen antagelse. Det er nok min chef, der skal svare på det. Selvfølgelig er jeg stiv i lemmerne efter en lang løbetur, men jeg er frisk i hovedet. Når jeg møder ind, har jeg jo været i gang i fem timer,« siger han.

Ekstra glasur

Det er nærliggende at tro, at den dybereliggende årsag til, at man rejser Jorden rundt for at løbe 1.000 km, er, at man har følt, at der har manglet noget i ens liv. Men sådan ser Asger Flygare Bech-Thomsen ikke på det. Han ser det mere som en slags glasur, som bare gør det hele endnu bedre.

»Der var ikke noget, jeg manglede. Der var bare noget ekstra, jeg kunne lægge ovenpå. Og så tror jeg, at man kan nyde det gode endnu mere, hvis man sørger for at skabe kontrasterne i livet. Det glas rødvin, jeg drikker om aftenen med min hustru, smager endnu bedre, når jeg har løbet 43 km om morgenen,« siger han.

Asger Flygare Bech-Thomsen mangler stadig to løb i år. Atacama i Chile fra 5. oktober og Antarktis fra den 1. november. Selv om han stadig mangler to løb, er der ét spørgsmål, som er oplagt at stille ham. Hvis man løber 1.000 km for at fejre, at man fylder 50, hvad skal man så gøre, når man fylder 60?

»Ha, ha. Det tror jeg også, min kone er lidt bange for. Men det har jeg slet ikke overvejet. Jeg håber, at jeg på det tidspunkt er nået til en erkendelse af, at det er bedre med en massagetur til et tysk kurbad.«