En knægt cyklede fra Lille Slemminge til Maribo og kom tilbage med en livsmission

Han tegner en prik og skriver ”Lille Slemminge” ved siden af.

Ovenfor trykkes endnu en prik ned i papiret, efterfulgt af ”Sakskøbing” og en streg ned til første prik.

»Dér havde jeg 4,5 km,« siger han og noterer tallene.

En lang streg til venstre fra første prik, yderligere en prik, ”Maribo”, 10,5 km, og så er det tid til at forklare, mens højre pegefinger løber med hen over optegnelsen.

»Altså. Jeg boede i Lille Slemminge og cyklede til Sakskøbing om morgenen for at komme i skole. Når jeg havde fri, cyklede jeg med aviser i tre kvarter, cyklede hjem, spiste, cyklede til Maribo for at træne og cyklede hjem bagefter. Det blev til næsten 40 km om dagen, og det var hver eneste dag efter skole,« opremser René Holten Poulsen, tager en pause og lyser op i et smil.

»Og så skal man jo også lige lægge kajaktræningen oveni.«

Noget af et program for enhver, helt urimelige forhold for en 13-årig dreng som René Holten Poulsen dengang i begyndelsen af det nye årtusind.

I hvert fald ifølge mange i lokalsamfundet, der ikke holdt sig tilbage for at kritisere hans far, Villy, og mor, Linda.

»De fik at vide, at de var dårlige forældre, og at de var urimeligt hårde. Som forældre kan man hurtigt sørge for, at ens børn synes, at det er synd for dem, hvis de selv skal lave noget, men jeg har altid haft det fint nok med det. De sagde fra første dag, at hvis jeg ville gå til kajak, måtte jeg selv tage ansvar,« fastslår den nu 25-årige René Holten Poulsen.

»De støttede med penge til træningslejre og så videre, men så skulle jeg til gengæld køre med aviser til daglig og med reklamer om lørdagen. Hvis de kørte i samme retning, kunne jeg jo sagtens køre med, men ellers var det bare op på cyklen. Jeg har da cyklet med 30 kg bagage, fordi de ikke havde tid til at køre mig til en træningslejr. Det var ok, og jeg er helt sikker på, at det har givet mig den vilje og den modstandskraft, der gør mig så god i dag. Jeg har selv skullet kæmpe hele vejen.«

I dag har René Holten Poulsen medaljer fra OL og VM liggende i en papkasse derhjemme, OL-ringene er tatoveret mellem skulderbladene, og hvis man går et par etager opad på den muskelsvulmende bygning, ville man have en god chance for at finde en kajak, hvis man åbnede skallen på ham.

Hårdhed og dedikation

På de lollandske landeveje trampede René Holten Poulsen sig ikke kun til værdifulde lektioner udi hårdhed og dedikation, den nyslåede teenager fandt en udvej og en vej fremad mod en identitet og en mening.

Betaget af Anja Andersens klasse ved OL 1996 havde René Holten Poulsen tidligt formet en uhåndgribelig ambition om at blive den bedste til noget, problemet var blot, at han ikke var god til ret meget.

Skolebøgerne åbnede sig aldrig rigtigt for ham, sporten vandt oftere over ham end omvendt, i udholdenhedsdiscipliner var han stærk, men Christian, klassens fodbolddreng og midtpunkt, slog ham altid, og så var der det med temperamentet.

»Jeg blev mobbet meget i skolen. De drillede mig ikke med specielle ting, men pressede mig bare, fordi de vidste, at jeg ville eksplodere på et tidspunkt. Mange af mine aggressioner blev brændt af på cyklen, og jeg brugte da også kajakken på samme måde,« fastslår René Holten Poulsen.

»Sådan vil det jo altid være, når man oplever den slags. Nogle giver op, andre bider tænderne sammen, og jeg hørte så til i den sidste kategori.«

Irriterende klassekammerater

Kajakken havde han tilmed for sig selv, ingen Christian og ingen irriterende klassekammerater.

Kun ham, en åbenbaring og en umiddelbar tilfredshed med at have opdaget det, som han ville vie sit ungdomsliv til.

René Holten Poulsen havde alligevel aldrig været særligt socialt anlagt, havde aldrig gået i vuggestue eller børnehave, gad ikke besøge ungdomsklubben og havde ikke behov for at være sammen med venner efter skoletid, så han havde ikke det mindste mod at træne, træne og træne.

Ved hans side stod Finn Larsen, en legende i dansk kajaksport og modtager af Team Danmarks Talentpris 2013 for sin evne til at sætte så meget skub i unge mennesker, at nogle af dem bliver ren verdensklasse.

Recepten er aldrig at tale de små pus efter munden, men give dem klar besked, og René Holten Poulsen kan grinende genfortælle mange episoder, hvor han har været revnefærdig af stolthed efter en sejr for så hurtigt at få lukket luften ud, når mentoren tørt konstaterede, at han kun vandt, fordi de andre var langsomme.

En hård melding, men også en melding, der blev bakket op, når René Holten Poulsen helt nøgternt analyserede sin vindertid, så det var bare tilbage i kajakken og træne endnu mere.

Efter samme opskrift blev respektable placeringer ved EM og VM som førsteårsjunior byttet ud med guldmedaljer året efter, fordi makkerparret ganske enkelt ikke tillod sig at være tilfreds, og ved OL 2012 fik den brede befolkning en indsigt i René Holten Poulsens determination.

Fire år tidligere havde han okset sig frem til en overraskende sølvmedalje i toerkajak, nu skulle han solodebutere i 1.000 meter enerkajak, og i et felt befolket af veteraner var den 23-åriges fjerdeplads mere end acceptabel.

Bare ikke for hovedpersonen selv.

Knapt oppe af vandet kylede han pagajen fra sig, kaldte oplevelsen for »lort på flaske« og uddybede i lidt mere forståelige vendinger.

Samme reaktionsmønster

»Jeg er ikke vred, men forestil jer, at man har fået 12-taller fire år i streg i gymnasiet, og så når du til den gældende eksamen og får 00. 00 er alt uden for toptre,« sukkede René Holten Poulsen.

»Forestil dig at komme hjem lørdag eftermiddag med brækfornemmelser, fordi man har trænet så hårdt. Det skal man så lige gøre fire år mere i streg, fordi det ikke lykkedes denne gang. Det er fandeme træls.«

Trods knuseren besluttede René Holten Poulsen sig netop dér og da for, at det skulle være løgn, og halvvejs mod legene i Rio 2016 markerede han sig så forrige uge ved at vinde guld på 500 meter og bronze på 1.000 ved VM.

Sjovt nok med nogenlunde samme reaktionsmønster hos hovedpersonen som for to år siden.

Godt nok holdt han sig fra at opfinde nye vendinger og var naturligvis lykkelig for podietur, medaljer og blomster, men indeni var han på sin vis allerede videre.

»Det kan lyde forkert, for ikke alle oplever at blive verdensmestre, men da jeg kom ind over stregen, tænkte jeg som det første på, at jeg havde fået en dårlig start. Så kan det godt være, at folk siger, at jeg skal slappe af og nyde det, men man bliver nødt til at måle på sig selv, og det var ikke min bedste indsats,« understreger René Holten Poulsen.

»Det hjælper jo ikke at være sød ved sig selv, for det skal andre nok være, hvis du vinder VM. Derfor gav medaljerne primært motivation til at træne endnu mere, for hvad kan det ikke blive til, når jeg kan vinde VM uden at ro mit bedste løb? Hvor går grænsen? Jeg har ikke fundet den endnu, og så skal man da fortsætte.«

Et regnestykke, hvor et forhold og løse venskaber er fravalgt for ikke at ende med et dårligere facit.

Gamle venner

René Holten Poulsen er fint tilpas med at have et par gamle venner, som han straks er på bølgelængde med trods lange perioder uden kontakter. Mere er der ikke plads til, for han er ude af stand til at give en kæreste eller kammerater den opmærksomhed, som de efter hans mening bør få, så hellere vælge dem fra i stedet for hele tiden at skulle bøvle med dårlig samvittighed, for nej, jeg kan ikke tage med dig ud at shoppe, jeg skal træne.

Iskolde prioriteringer, som støder mange, også dem, som han omgås til daglig i kajak-sportens elitemiljø, og han bliver ofte mødt med opfordringer til at få sig nogle andre interesser og nogle flere platforme, så han ikke bliver for sårbar og ensporet rent menneskeligt.

»Det er fint nok, men jeg mangler ingenting. Jeg ved da godt, at nogle betragter mig som en egoistisk kæmpeidiot, men jeg har ikke tid eller plads til at behage andre. For mig at se skal det handle om dig selv, hvis du vil tops, og dér skal du være benhård. Jeg render jo ikke rundt og prøver at være en idiot og trampe på andre, og det er ikke nødvendigvis særligt sjovt, men sådan bliver det nødt til at være,« bemærker René Holten Poulsen.

»Hvis jeg hele tiden skal tage hensyn og ændre mine ting, når jeg ikke mine mål. Det kan virke virkeligt arrogant, men jeg har det ok med det, for det er nødvendigt. Folk taler om at cykle jorden rundt, løbe maraton, tabe 20 kg. Jamen, hvorfor gør I det så ikke i stedet for at snakke om det? Gør det eller lad være med at ævle om det.«

Han begyndte selv sin rejse med en cykeltur fra Lille Slemminge til Maribo.

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent, og få fuld digital adgang til Jyllands-Postens journalistik. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.