Fortsæt til indhold
Sport

Dansk kvinde har sat ekstrem verdensrekord

På trods af sygdom har Thea Storm Henriksen nu gennemført 11 ironman i træk.

Et almindeligt ironman har en distance på 225 kilometer, der bliver tilbagelagt henholdvis til vands, på en cykel og i løbesko.

Ved Deca Iron Italy er intet almindeligt, da bliver deltagerne udfordret til at gennemføre den ekstreme bedrift 30 gange på 30 dage.

En af de 60 deltagende atleter er danske Thea Storm Henriksen, og selvom hun ikke kan nå at gennemføre de 30 ironman på 30 dage, så har hun alligevel stået for en imponerende rekord.

Ressourcer i bund

Thea Storm Henriksen blev nemlig lige inden midnat færdig med sit 11. ironman i træk og dermed slog hun verdensrekorden for kvinder.

Den hidtidige rekord var på 10 ironman i træk, en såkaldt deca.

Da Thea Storm Henriksen i går tangerede den hidtidige verdensrekord, var det med ressourcerne helt i bund og en tvivl om, hvorfor hun i det hele taget havde meldt sig til løbet, bliver det beskrevet på hendes hjemmeside.

Rejser hjem nu

Under dagens udfordringer, der gav rekorden, havde Thea Storm Henriksen dog fået restitueret sig til så meget ny energi, at hun cyklede de 180 kilometer halvanden time hurtigere end dagen før.

Det bliver dog ikke til flere end 11 ironman i træk for Thea Storm Henriksen, der under løbet har kæmpet med en dehydrering og en nedslidt krop.

Derfor har hun valgt at rejse hjem fra løbet med verdensrekorden efter de 11 ironman.

Er eneste kvinde

Thea Storm Henriksen har ifølge opdateringerne på hendes hjemmeside høstet anerkendende kommentarer fra sine konkurrenter under Deca Iron Italy, hvor hun er den eneste kvinde blandt de 60 deltagere.

Blandt andet var hun meget stærk på andendagen, hvor hun tog flere hårde føringer på cyklen og satte flere af de mandlige deltagere.

Foruden den bedrift kan den 33-årige dansker nu strække benene vel vidende, at hun er den eneste kvinde, som nogensinde har gennemført 11 ironman i træk.

Artiklens emner
Ironman