Myten om Marathon
Pheidippides har aldrig løbet fra Marathonas til Athen, og et marathonløb er slet ikke 42,195 km. Men millioner af joggere er sådan set ligeglade med den slags pindehuggeri. De har følt distancen på egen krop.
Athen
Det hele begyndte sådan cirka omme bagved Galaxia Supermarkedet i udkanten af Marathonas.
Marathonas-sletten er nøglen til Athen. Inde i Athen ventede borgerne i det herrens år 490 f.Kr. spændt på besked om udfaldet af slaget mellem athenerne og de angribende persere, som forsøgte at trænge ind i Europa.
Athenerne vandt. Den kække fodsoldat Pheidippides spænede af sted med det glade budskab, men nåede kun lige at udstøde ordene »vi vandt,« inden han segnede død omkuld.
Sådan siger myten.
Det er da også ganske vist, at et par kilometer ude af den olympiske marathonrute viser et vejskilt ind til siden.
Her hviler de sidste rester af døde soldater fra det drabelige slag.
Men Pheidippides' løbetur til Athen er nu alligevel en skrøne.
Forfatteren Lucian får skylden for at have opfundet skrønen, da han 600-700 år efter slaget ved Marathon skrev historien i en litterær satire over historiske begivenheder.
Den mere troværdige historiker, Herodot, hævder til gengæld, at den gode fodsoldat spænede hele vejen ud på Peloponnes - til bystaten Sparta 246 km borte.
Her havde borgerne i øvrigt ikke lige tid til at høre på athenernes løbestærke budbringer før efter midnat på grund af en religiøs fest, så spartanerne - klubkammerater med Annemette Jensen - kom aldrig athenerne til undsætning.
Det skulle være ganske vist, at datidens hære havde løbestærke budbringere, og løbet mellem Athen og Sparta findes faktisk stadig. Hvert år plejer også danske ultraløbere at prøve kræfter med det vanvittige løb, som blev genoplevet i 1983, med en tidsfrist på 36 timer.
1800-tallets poeter og kunstnere tog de gamle myter om Pheidippides op igen.
Selv om Pheidippides umuligt kunne have valgt den moderne rute gennem det sumpede område, hvor hovedlandevej 83 forløber i dag, tog de moderne olympiske leges fader, Baron de Coubertin, ideen op.
Begejstret modtagelse
Derfor løb den græske nationalhelt Spiridon Louis - bonden fra Maroussi tæt på nutidens olympiske hovedkompleks - med i løbet i 1896.
Efter en ferm taktisk indsats løb Spiridon Louis først ind på det hesteskoformede marmorstadion, hvor den dansk fødte Kong Georgs sønner begejstret tog imod og ledsagede mesteren det sidste stykke til målstregen. En sådan gestus ville omgående medføre benlås fra vagterne og diskvalifikation af løberen, hvis det skete i dag, men det er en ganske anden sag.
Distancen dengang holdt sig i øvrigt på 40 km, den moderne distance på 42,195 km opstod først ved legene i London i 1908.
Marathonløbet er altså på mange måder det pure opspind, men det har ikke forbedret disciplinen i at blive en af de mest folkekære og prestigefyldte discipliner overhovedet i atletikken.
Utilgængelig og umenneskelig er distancen, og samtidig reelt så simpel og udfordrende, at hundredtusindvis af motionsløbere hvert år kaster sig ud på distancen uden at nære antydning af håb om nogensinde at løbe lige så stærkt som søndagens storfavorit, Paula Radcliffe.
På mange måder er marathonløbet noget af det letteste overhovedet i atletik.
Man sætter bare den ene fod foran den anden og bider tænderne sammen.
Det kan alle såmænd finde ud af, derfor er det også kun på marathondistancen og ikke i diskoskast, stangspring eller trespring, at man på samme hold som løbevidunderet Paula Radcliffe finder en type som den stovte brite, Tracey Morris.
Almindelig motionist
Indtil London Marathon i fjor regnede den 36-årige løber fra Leeds sig selv som en ganske almindelig supermotionist, der bare havde fået lyst at løbe efter at have løbet sit førte marathon som 30-årig.
Hun begyndte at træne lidt mere efter nytår og løb til og fra arbejde i et brillefirma i hjembyen. Alligevel kom hendes forbedring fra motionisttiden 3.39,00 timer til 2.33,52 timer i London marathon som lidt af et chok.
Et par dage senere fik Tracey Morris brev fra sit lands olympiske komité, at hun var med på holdet i Athen. Søndag eftermiddag står hun der så - ved siden af Paula Radcliffe og vor egen Annemette Jensen.
Ude ved Pheidippides Stadion, hvor Marathons lokale fodboldklub afvikler sine seriekampe, har værterne for de igangværende lege opført en lille tribune og et hus, som danner rammerne om starten på mændenes og kvindernes løb på den historiske distance ved OL.
Ruten ind mod Athen følger det meste af vejen den samme landevej, som også fører ud til det olympiske rostadion, og det er bestemt ikke nogen nem opgave, der venter løberne.
Vejarbejdet med den nye firesporede landevej var en hektisk omgang, da den oprindelige entreprenør gik konkurs.
Frisk og indbydende
Først få uger før OL kunne vejen åbnes fuldt for trafik, men nu ligger den der altså, frisk og indbydende og fuld af gamle skrøner.
Løberne kæmper sig ind mod Athen gennem lillebyen Nea Makri, forbi badebyen Rafina, hvor Grækenlands statsminister Karamanlis har sin sommerbolig, og videre gennem Pikermi.
Her nappede gode gamle Spiridon Louis ifølge en anden skrøne lige et pit stop over et glas vin på den lokale taverna inden det videre triumftog mod Athen.
Pikermi er faktisk kendt for god retsina-vin, og Spiridon Louis fik så vidt vides også et glas fortyndet vin på sin færd.
Men vildere er de historiske facts altså heller ikke.
Marathonløbet er og bliver en fornøjelig samling af sandheder og gamle røverhistorier.
Om det så er gamle Pheidippides, står han faktisk som statue i midterrabatten ude i Pikermi. Om han så har eksisteret eller ej?
Under alle omstændigheder kommer Annemette Jensen og resten af feltet i temperaturer på 25-35 grader i de tidlige aftentimer ikke til at tvivle på, at maratonløb anno 2004 godt kan mærkes i virkeligheden.